Året 2024 blev på skræmmende vis Gaza’s år. Den lutherske præst i Betlehem Munther Isaac gav os et prisme at se lidelserne igennem. Foran kirkedøren placerede han ’Christ in the rubble’ denne jul. Kristus finder altid det undertrykte menneske. I Betlehems Venner oplever vi ofte en manglende historisk bevidsthed, det gælder blandt journalister, i befolkningen og ofte også blandt kirkens folk. Derfor tilbyder vi os som foredragsholdere. Det gælder i høj grad også Peter Lodberg.
Det hele begyndte heller ikke i 1948, hvor staten Israel blev oprettet. På nettet deles i denne tid mange billeder af livet i Palæstina omkring år 1900, det viser, at der var masser af liv i det gamle Palæstine. Kaos, ufred og besættelse begyndte ikke 7. oktober 2023. Situationen lige nu forværres fra dag til dag, Trump administrationen har intet til overs for palæstinenserne.
Det er en udfordring, at den palæstinensiske stemme i medierne er en meget spinkel stemme. Medierne evner ikke at bringe et afbalanceret billede af den asymmetriske krig, og de evner ikke at tegne et sandt billede af bosættervolden og undertrykkelsen på Vestbredden og i Østjerusalem.
Den internationale straffedomstol negligeres af verdenssamfundet. UNRWA fratages muligheden for at fortsætte sit humanitære arbejde både i Gaza og på Vestbredden, det er en katastrofe.
I Betlehems Venner tænker vi, at tiden er inde til at mobilisere overalt, derfor vil vi på dette årsmøde lægge op til en samtale om, hvordan der kan mobiliseres bredt. Hvilke organisationer kan vi samarbejde med? Hvilke kanaler kan bruges for at påvirke det politiske lag? Og hvad vil vi mobilisere til?
Sammenfattende kan vi sige, at vi forstår vores indsats i forlængelse af Dar al Kalima University’s indsats: ’Non violent creative resistance’
Konkret har vi i året, der er gået støttet Katia Nassers 3 måneders ophold på Diakonhøjskolen i programmet ’Hope in action’, vi har sendt ’skolepenge’ til 5 studerende på Dar al Kalima University i Betlehem, og dette forår er kandidat i filmproduktion Saif Hammash elev på Silkeborg højskole i 5 måneder. Det kunne vi ikke gøre uden jeres støtte. Af hjertet tak for jeres medleven, tak for enhver støtte og tak for alle de gange, hvor du tager initiativ til at fortælle om, at midt i katastrofen, så kan vi sammen gøre noget gennem Betlehems Venner.
Vita Andreasen