Den 21. oktober i år udspillede der sig et makabert syn i og uden for Gaza. Inde i Gaza blev børn og kvinder skilt fra mænd over 16 år. Det skete i ruinerne i Jabalia-flygtningelejren. Ifølge den israelske professor Idan Landau holdt mændene et hvidt flag og viftede med deres id-kort. De var på vej ud.
Uden for Gaza havde en gruppe bosættere fra organisationen Nachala ifølge Landau slået deres lejr op for at fejre løvhyttefesten Sukkot. De havde selskab af 21 højreorienterede ministre og medlemmer af det israelske parlament, Knesset. Sammen med flere hundrede deltagere diskuterede de planerne om at bygge nye jødiske bosættelser i Gaza. De var på vej ind i Gaza.
Slutspillet om Gaza er i gang. Det dokumenterer Landau med oplysninger og fotos. Det bekræftes også af de palæstinensiske kirkefolk, vi i folkekirken har kontakt med. De ser Israels udelukkelse af UNRWA (FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge) som en bevidst forøgelse af den humanitære katastrofe i Gaza. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, betoner, at der endnu ikke foreligger en plan for Gaza. Realiteterne i den lille landstribe på størrelse med Langeland og to millioner indbyggere fortæller en anden historie.
Fordrivelse af palæstinensere fra den nordlige del af Gaza er i gang. Foto taget af en israelsk drone viser, hvordan palæstinensiske flygtninge igen bliver fordrevet fra deres hjem. I samlet flok bevæger de sig gennem ruinerne og bringer mindelser om en tid under og efter Anden Verdenskrig eller krigen på Balkan i 1990’erne, som vi troede var ovre.
”Nu må det stoppe,” siger vi. ”Våbenhvile!” bliver der krævet, Men de, der har magten, lytter ikke. ”Ikke flere civile ofre i Israel, Gaza eller Libanon,” lyder kravet. Ingen gør noget. Ingen sætter magt bag. Hensynet til egen sikkerhed på bekostning af de andres krav om det samme vinder. Kun freden taber. Det er fortvivlende.
Hævnens logik må brydes, hvis ikke israelere og palæstinensere skal fortsætte ad den dødsrute, de er slået ind på.
Lige nu ser det ud til, at der er tale om to dybt traumatiserede folk. Det er en ulige kamp mellem en velbevæbnet stat og en oprørs- og terrororganisation i et selvstyre, der har mistet magten til at gøre noget som helst – med en prisgivet civilbefolkning i ruinerne.
Svaret er ikke, at den stærke fordriver den svage. Det forsøgte israelerne at gøre i 1948 og 1967. Det skabte bare mere had og frygt på begge sider. Skal hævnens logik brydes, skal der etableres en fælles retsorden, som parterne bliver nødt til at indordne sig under. Uanset hvor håbløst det lyder, kan konflikterne kun løses ved forhandlingsbordet efter de regler, der gælder i FN. Alternativerne er varig undertrykkelse afløst af oprør, fordrivelse, i yderste konsekvens udryddelse.
Det var FN, der besluttede i 1947 at oprette staten Israel og foreslog en tostatsløsning. Disse planer må frem fra skuffen igen, og det indebærer, at FN også anerkender staten Palæstina. Jeg håber, at den danske regering vil arbejde for det – også når vi bliver medlem af FN’s Sikkerhedsråd til næste år.
”Aldrig mere!” sagde verdenssamfundet efter Anden Verdenskrigs forfølgelse af jøder. ”Aldrig mere!” er vi nødt til at gentage efter den 21. oktober 2024 og fordrivelsen af palæstinensiske indbyggere i Gaza.