Den 7. oktober 2024
Efter et år med konstant krig, hvor dødens cyklus fortsætter med uformindsket styrke, føler vi som kristne og som borgere at opsøge det håb, der kommer fra vores tro. Først må vi indrømme at vi er udmattede, lammede af sorg og frygt. Vi stirrer ind i mørket. Hele regionen er grebet af blodsudgydelser, der fortsætter med at eskalere og ikke skåner nogen. Foran vores øjne er vores elskede hellige land og hele regionen ved at blive lagt i ruiner.
Dagligt sørger vi over de titusinder af mænd, kvinder og børn, der er blevet dræbt eller såret, især i Gaza, men også på Vestbredden, i Israel, Libanon og andre steder i Syrien, Yemen, Irak og Iran. Vi er oprørte over de ødelæggelser, der er sket i området. I Gaza er hjem, skoler, hospitaler og hele kvarterer nu dynger af murbrokker. Sygdom, sult og håbløshed hersker. Er dette modellen for, hvad vores region vil blive til?
Omkring os ligger økonomien i ruiner, adgangen til arbejde er blokeret, og familier har svært ved at sætte mad på bordet. I Israel er alt for mange i sorg og lever i angst og frygt. Der må være en anden vej!
Vores katastrofe begyndte ikke den 7. oktober 2023. Voldens cyklusser har været uendelige: De begyndte i 1917, toppede i 1948 og 1967 og er fortsat lige siden, indtil i dag. Og i dag har den zionistiske drøm om et sikkert hjem for jøder i en jødisk stat kaldet Israel skabt sikkerhed for jøderne? Og palæstinenserne? De er fanget i en virkelighed af død, eksil og forladthed i alt for længe og venter, mens de vedholdende kræver retten til at blive i deres land, i deres byer og landsbyer.
Chokerende nok ser det internationale samfund næsten passivt til. Opfordringer til våbenhvile og en ende på ødelæggelserne gentages uden noget meningsfuldt forsøg på at styre dem, der skaber ødelæggelser. Masseødelæggelsesvåben og midler til at begå forbrydelser mod menneskeheden strømmer ind i regionen.
Mens alt dette fortsætter, giver spørgsmålene genlyd: Hvornår får det en ende? Hvor længe kan vi overleve på denne måde? Hvad er fremtiden for vores børn? Skal vi emigrere?
Som kristne står vi også over for andre dilemmaer: Er dette en krig, hvor vi blot erpassive tilskuere? Hvor står vi i denne konflikt, der alt for ofte præsenteres som en kamp mellem jøder og muslimer, mellem Israel på den ene side og Hamas og Hizbollah støttet af Iran, på den anden side? Er det en religionskrig? Skal vi isolere os i den usikre sikkerhed i vores kristne samfund og afskære os selv fra det, der foregår omkring os? Skal vi bare se til og bede på sidelinjen og håbe, at denne krig vil til sidst går over?
Svaret er et rungende nej. Dette er ikke en religionskrig. Og vi må aktivt vælge side, nemlig retfærdighedens og fredens, frihedens og lighedens side. Vi skal stå sammen med alle dem, muslimer, jøder og kristne, som ønsker at sætte en stopper for død og ødelæggelse.
Det gør vi på grund af vores tro på en levende Gud og i vores overbevisning om, at vi skal bygge en fremtid sammen. Selv om vores kristne fællesskab er lille, minder Jesus os om, at vores tilstedeværelse er kraftfuld. I tillid til hans opstandelse har vi et kald til at være som gær i samfundets dej. Med vores bønner, vores solidaritet, vores tjeneste og vores levende håb må vi opmuntre alle omkring os, af alle trosretninger og dem uden tro, til at finde styrken til at løfte os selv op fra vores kollektive udmattelse og finde en vej fremad.
Men ingen af os kan gøre det alene. Vi ser hen til vores kristne religiøse ledere, vores biskopper og vores præster for at få vejledning. Vi har brug for vores hyrder til at hjælpe os med at skelne mellem den styrke, vi har, når vi er sammen. Alene er hver enkelt af os isoleret og reduceret til tavshed. Kun sammen kan vi finde ressourcerne til at møde udfordringerne.
Lad os i vores udmattelse og fortvivlelse huske den lamme mand (Markus 2, 1-12), som ikke kunne rejse sig. Det var først, da hans venner bar ham, da de brugte deres fantasi til at skabe et hul i taget og sænke ham ned på sin måtte, at han kunne nå Jesus, som sagde til ham: »Rejs dig op og gå.«
Sådan er det også med os. Vi må bære hinanden, hvis vi skal komme videre. Vi må bruge vores fantasi, der er rodfæstet i Kristus, til at finde åbninger, hvor der ikke synes at være nogen. Når vi har nået grænsen for vores håb, bærer vi sammen hinanden, mens vi vender os til Gud og beder om hjælp.
Vi har brug for denne hjælp til ikke at fortvivle, til ikke at falde i hadets fælde. Vores tro på opstandelsen lærer os, at alle mennesker skal elskes, at de er lige, at de er skabt i Guds billede, at de er Guds børn og hinandens brødre og søstre. Vores tro på ethvert menneskes værdighed er kommer til udtryk i vores tjeneste for det bredere samfund. Vores skoler, hospitaler og sociale tjenester er steder, hvor vi tager os af alle i nød, uden forskel.
Det er også vores tro, der motiverer os til at sige sandheden og modarbejde uretfærdighed. Vi tror på en fred, som Jesus har givet os, og som ikke kan tages fra os. »Han er vores fred« (Efeserne 2:14). Vi må ikke være bange for at sige fra over for enhver form for vold, drab og dehumanisering. Vores tro gør os til talsmænd for et land uden mure, uden diskrimination, talsmænd for et land med lighed og frihed for alle, for en fremtid, hvor vi lever sammen.
Vi vil kun kende til fred, når det palæstinensiske folks tragedie er bragt til ophør. Først da vil israelerne kunne nyde sikkerhed. Vi har brug for en endelig fredsaftale mellem disse to
partnere og ikke midlertidige våbenhviler eller midlertidige løsninger. Israels massive militære styrke kan ødelægge og bringe død, den kan udslette politiske og militære ledere og alle, der vover at stå op og modsætte sig besættelse og diskrimination. Men den kan ikke skabe den sikkerhed, som israelerne har brug for. Det internationale samfund må hjælpe os ved at anerkende, at den grundlæggende årsag til denne krig er fornægtelsen af det palæstinensiske folks ret til at leve i sit land, frit og lige.
En fredelig fremtid afhænger af et sammenhold, der rækker ud over vores eget samfund. Vi er ét folk, kristne og muslimer. Sammen må vi søge en vej ud af voldens cyklusser. Sammen med dem må vi engagere os i de jødiske israelere, som også er trætte af retorikken, løgnene og ideologierne om død og ødelæggelse.
Lad os gå videre og bære hinanden. Lad os holde håbet i live og vide, at fred er mulig. Det bliver svært, men vi husker, at vi engang levede sammen i dette land som muslimer, jøder og kristne. Der vil være mange øjeblikke, hvor vejen ser ud til at være blokeret. Men sammen vil vi udstikke en vej fremad, forankret i Guds håb, og »håbet skuffer os ikke.« (Romerne 5:5). Vores håb er i Gud, i os selv og i ethvert menneske, som Gud skænker noget af sin godhed.
Hans salighed patriark Michel Sabbah
og medlemmer af Christian Reflection fra Jerusalem