Af Christian Balslev-Olesen, medlem af Mellemøstnetværket, tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og direktør for Det Danske Hus i Ramallah.
Kronikken blev også bragt i Jyllandsposten 21. januar 2025.
Vi holder vejret i disse timer og dage. Håber, at aftalen mellem Israel og Hamas holder. At bomberegnen over civilbefolkningen i Gaza endeligt stopper, og at udvekslingen af israelske gidsler og palæstinensiske varetægtsfængslede bliver gennemført som aftalt.
Fredsaftalen holder kun, så langt som aftalens første fase lykkes. Næste fase er ikke på plads endnu og skal aftales i de kommende uger.
En helt afgørende del af fredsaftalen i første fase handler om at få massiv nødhjælp ind i Gaza. Ambitionen er, at 600 lastbiler med nødhjælp og forsyninger dagligt skal krydse grænsen til Gaza.
Behovet for nødhjælp er enormt, hospitaler mangler alt; der er sult, og 70 pct. af alle bygninger i Gaza ligger i ruiner.
Den humanitære opgave handler ikke alene om at få 600 lastbiler over grænsen og ind i Gaza, men lige så meget om at få hjælpen frem og fordelt. Her er måske aftalens allerstørste udfordring.
Skal det lykkes, kræver det en massiv indsats af FN og ngo’er på jorden i Gaza. Om nogle få dage betyder en israelsk lovgivning fra oktober 2024, at UNRWA, den vigtigste og største aktør i Gaza og på Vestbredden, må lukke. Medmindre Israel ændrer sin beslutning.
UNRWA leverer en infrastruktur, der har givet adgang til uddannelse og basale sundhedsydelser for 1,9 mio. palæstinensere i Gaza og 800.000 palæstinensere på Vestbredden. Ingen andre organisationer er i nærheden af at have et system og et mandat, der kan håndtere den opgave. Og Israel har ikke selv tilkendegivet, hvordan landet evt. selv vil løfte opgaven.
Israel har tilkendegivet, at andre FN-organisationer kan gøre arbejdet. Verdensfødevareorganisationen WFP er da også på banen for at få lastbiler ind i Gaza. Fødevareleverancer er også WFP’s område, men der skal meget mere til for at få et krigshærget område som Gaza til at fungere som organiseret samfund igen. Der er simpelthen en risiko for, at fredsaftalen drukner i internt kaos og slagsmål om livsnødvendige forsyninger.
Den tidligere FN-nødhjælpschef Martin Griffiths udtrykte forleden sin bekymring om aftalen sådan: »… det barske kaos i Gaza og kriminaliseringen … vil hindre hjælpen endnu mere. Det bekymrer mig som nødhjælpsarbejder, at vi skal være syndebukke for denne aftale. Vi skal ikke bruges som alibi for en fiasko, som vi ikke engang er blevet hørt om,« sagde Griffiths til Al Jazeera.
UNRWA er langt mere end en humanitær organisation og har spillet en helt afgørende rolle i palæstinensernes liv siden 1949. Det er den eneste FN-organisation, der har et specifikt mandat til at støtte palæstinensiske flygtninge. Et mandat, givet af FN’s Generalforsamling og fornyet senest i 2023, som er designet til at imødekomme de komplekse behov, som palæstinensiske flygtninge har i forhold til sundhed, uddannelse, social velfærd og akut nødhjælp. Mandatet blev i sin tid givet med støtte fra Israel.
UNRWA har dagligt sikret mad til 1,9 millioner mennesker, der står over for ekstrem sult. Og nu er over 100 UNRWA-skoler og -klinikker blevet til nødboliger, der huser næsten 400.000 internt fordrevne. UNRWA er på mange måder det internationale samfunds garanti for, at palæstinenserne som folk har politiske, økonomiske og sociale rettigheder på lige fod med andre folkeslag.
Og UNRWA’s tilstedeværelse i de palæstinensiske områder er en stabiliserende faktor. Organisationen er en af de få institutioner, som palæstinensiske flygtninge har tillid til, og dens forankring i lokalsamfundet giver en uvurderlig evne til at arbejde under de vanskelige omstændigheder, som andre FN-organisationer ville have svært ved at matche.
På et tidspunkt, hvor hele Gazas befolkning er afhængig af humanitær hjælp, kan ingen organisation erstatte UNRWA. Behovet for nødhjælp kræver en kæmpe indsats, og UNRWA er fortsat rygraden i denne indsats. UNRWA udgør langt over halvdelen af hele nødhjælpsindsatsen i Gaza.
»At nedlægge UNRWA nu vil underminere våbenhvileaftalen og sabotere Gazas genopretning og den politiske forhandlingsproces,« sagde Philippe Lazzarini, UNRWA’s chef, til FN’s Sikkerhedsråd forleden.
Samtidig er det vigtigt at minde om, at en undersøgelse af UNRWA, hvori også det Danske Institut for Menneskerettigheder medvirkede, frifandt UNRWA for medvirken til terror som påstået af Israel og fandt, at UNRWA har robuste politikker og praksisser, der er designet til at opretholde upartiskhed i sine operationer.
Ifølge reglerne for krigsførelse er enhver besættelsesmagt forpligtet til at beskytte civilbefolkningen i besatte områder. Det indebærer, at Israel har ansvar for at sikre tilstrækkelige sundhedsforhold, fødevareforsyning og adgang til nødvendige faciliteter som vand og medicin. Det er alle beskyttede rettigheder under FN’s Menneskerettighedserklæring og konventioner, som Israel har tilsluttet sig. Og det er ydelser, som UNRWA i vid udstrækning har stået for og finansieret med hjælp fra det internationale samfund.
Historisk har det også været Israels tilgang. I juni 1967, kun én dag inde i Seksdageskrigen, var Israel på nippet til at få fuldstændig kontrol over Gazastriben. Moshe Dayan, Israels daværende forsvarsminister, var bekymret for, hvad han skulle gøre med Gazastribens civile befolkning på dengang næsten 400.000, hvoraf de fleste var palæstinensiske flygtninge fra 1948-krigen.
Hvordan skulle Israel bære byrden ved at forsørge så mange mennesker?
For at løse dette problem anmodede Dayan om, at det israelske krigskabinet bemyndigede ham til at forhandle en aftale mellem Israel og FN, som skulle forme forløbet af den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Dayan indgik en aftale med FN om, at UNRWA fortsat ville være ansvarlige for at sørge for flygtningene. »Hvis vi kan opnå, at UNRWA vil fortsætte med at tage sig af flygtningene, vil det være en enorm bedrift for Israel,« sagde Dayan dengang.
Næsten seks årtier senere ser det ud til, at den ordning er ved at være slut. Og resultatet risikerer at blive et kollaps for fredsaftalen.
Danmark og de europæiske lande har et medansvar for at presse Israel til at opgive landets lovgivning om UNRWA. Fastholde og øge den økonomiske støtte til UNRWA og andre vigtige humanitære aktører i Gaza. Kun dermed kan vi være med til at sikre fredsaftalen.
Lukningen af UNRWA i Gaza og på Vestbredden vil ikke blot true fredsprocessen. Den får heller ikke de palæstinensiske flygtninge til at forsvinde. Den eneste løsning på tragedien i Mellemøsten er en forhandlet løsning, der tilgodeser alle folkeslags rettigheder.
Danmark og EU har en betydelig rolle at spille i forhandlingsprocessen ved at fastholde international lov i handling, ikke kun i ord, ligesom andre lande i Europa som Norge, Irland og Spanien.
Danmark har ikke mindst nu et helt særligt ansvar som medlem af FN’s Sikkerhedsråd og må arbejde aktivt for at sikre UNRWA’s fortsatte arbejde, sikre det humanitære arbejde og dermed fredsprocessen.