Ghassan Rubeiz, 2. april 2025
Oversættelse: Uffe Gjerding.
Men den historiske erklæring muliggjorde det første gennembrud i fredsforhandlingerne mellem Israel og Egypten. De to parter underskrev Camp David-aftalerne i 1979, hvorefter Israel trak sig ud af Sinai-halvøen til gengæld for normaliserede relationer med Kairo. Der er delte meninger om, hvorvidt Camp David-aftalerne var et skridt fremad i de arabisk-israelske relationer eller en smart israelsk strategi for at neutralisere Egyptens politiske og militære magt.
Nogle hævder, at det gav Tel Aviv mulighed for at skubbe det palæstinensiske spørgsmål til side i det halve århundrede, der er gået siden da. Og siden 1979 har Israel da også gradvist annekteret størstedelen af de palæstinensiske områder samt Golan-højderne i Syrien. Men Sadats ord var klare og havde bund i sandheden. Eksperter er enige om, at krig og fred nogle gange bestemmes lige så meget af holdningsændringer som af magtforskydninger. Politiske synspunkter påvirkes i høj grad af den personlige baggrund, herunder karakter, gruppeloyalitet og tidligere erfaringer med den opfattede modstander. Selv om det er svært at ændre politiske holdninger, er det muligt med nye erfaringer, uddannelse, personlige relationer og masser af tid.
Hvorfor rejse spørgsmålet om adfærdspolitik i dag? Gaza. Den lange krig i Gazastriben, som ikke viser nogen ende i sigte eller noget tegn på fantasi efter krigen, har skabt for meget frygt, mistillid og fjendtlighed på alle sider af konflikten. Konflikten virker ubarmhjertig. Sadat troede på, at det var muligt at genopbygge tilliden mellem arabere og israelere; han investerede i denne tro og betalte for det med sit liv.
Det samme kan siges om Israels premierminister Yitzhak Rabin. Sadat blev myrdet i oktober 1981 og Rabin i november 1995. Siden mordet på Rabin er konflikten mellem Israel og den arabiske verden, især med palæstinenserne, gradvist blevet forværret. Det er stadig uklart, om krigen i Gaza har bragt konflikten til sin grænse, eller om vi skal forvente yderligere polarisering.
Hver side er blevet mere højrøstet og bebrejder den anden. Mange i det jødiske samfund i Israel er overbeviste om, at de ikke kan dele nogen del af det hellige land med palæstinenserne. De hævder, at palæstinenserne er blevet et samfund, der udelukkende er præget af antisemitisk had. De nævner stigende tilfælde af antisemitiske episoder i Israel, USA, Europa og andre steder. De beskylder palæstinenserne for at være fjendtlige over for besættelsen, mistro zionismen, afvise israelske bosættelser, kritisere Washingtons udenrigspolitik, bruge udtrykket »apartheid«, undervise i zionismekritiske fag, dokumentere krigen i Gaza, boykotte produkter fremstillet i bosættelser på Vestbredden og endda deltage i begravelser for modstandskæmpere.
Jeg vil gerne komme med fire bemærkninger om det, jeg ser som en voksende kampagne for at stemple, lovgive imod og straffe såkaldte »antisemitter« i Israel og USA:
- Min første observation handler om årsag og virkning. De sanktionerende myndigheder anerkender stort set ikke, at mennesker, der fører en hadsk politik over for Israel, kan være fanget i elendige levevilkår forårsaget af israelske aggressionshandlinger.
- Min anden pointe handler om at udvande et begreb ved overdreven anvendelse. Definitionen af antisemitisme er klar: had til alle jøder, som jøder og fordi de er jøder, uanset politisk eller geografisk tilhørsforhold. Men i takt med at usikkerheden om Gazakrigens forløb stiger i Israel og USA, er målet blevet bredere. Som det bruges i dag, er ordet blevet diffust og anvendes vilkårligt på handlinger som at undervise på kurser i USA, der anses for at være uvenlige over for Israel, at udtrykke sympati for Hizbollah i Libanon og at være i besiddelse af fotos, der dokumenterer palæstinensisk modstand.
- For det tredje vil jeg gerne påpege paralleller i stigningen af fordomme. En stigningen i den nuværende antisemitisme matches af en følelsesmæssig anti-islamisk animositet: Islamofobi. Statistikkerne kan variere, og indholdet af hadefulde handlinger kan være forskelligt, men den underliggende frygt, angst og had kan og bør sammenlignes. At benægte symmetrien er uretfærdigt; det er også afstumpet.
- Min sidste kommentar handler om hykleri. Den nuværende israelske regering tolererer i stigende grad en kahanistisk bevægelse inden for bosættersamfundet, som er fremmedfjendsk og voldelig i sine ord og handlinger. Desuden er det perverst, at den israelske stat gør fælles sag med konservative evangeliske kristne zionister, hvis verdensbillede er antisemitisk i sin doktrinære kerne.
Palæstinenserne er på den anden side nødt til at reflektere over, hvordan de har bidraget til den voksende følelsesmæssige kløft mellem arabere og jøder. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at palæstinenserne er ofre for en hensynsløs besættelse og en voksende etnisk udrensning. Men ved at lade Hamas styre Gaza i 17 år og lede den politiske modstand har palæstinenserne givet Israel et påskud for at skærpe undertrykkelsen og samtidig give offeret skylden.
Jeg tøver med at hævde, at palæstinenserne måske skal vælge mellem ren væbnet modstand og kreativ, ikke-voldelig modstand med potentiel støtte fra et bredere internationalt samfund. Men der er i høj grad brug for Sadats og Rabins eftertænksomme holdninger i dag. Når ledere inspireres, og kilderne til frygt, angst og had forstås bedre, kan alternativer til sameksistens genoplives.