Direktør for hospital i Gaza: »Vores tro fortæller os, at der altid efter en mørk nat vil være en ny lysende morgen«

Dr. Suhaila Tarazi, direktør for Al Ahli Arab Hospital, i midten. Billedet er fra et besøg på hospitalet i Gaza i november 2022.

Dr. Suhaila Tarazi, direktør for Al Ahli Arab Hospital (Ahli) i Gaza By, deler i påskeugen sine overvejelser - de alvorlige situationer, som patienterne står over for, hvad der giver hende håb, og hendes påskebudskab til alle mennesker med god vilje over hele verden.

17. april 2025, oversættelse Uffe Gjerding.

»Vores tro fortæller os, at efter en mørk nat vil der altid være en lysende morgen«, siger Dr. Suhaila Tarazi, direktør for Al Ahli Arab Hospital (Ahli) i Gaza by, og reflekterer over den fortsatte sundhedspleje til folk i Gaza midt i den igangværende krig. 

Al Ahli Arab Hospitalet (Ahli) er det eneste kristent drevne hospital, der er tilbage i Gaza. Det modtager nu omkring 20.000 patienter hver måned i det, der er tilbage af hospitalsbygningen, samt i udposter, der er oprettet i bygninger i nærheden.

»På grund af optrapningen af volden og det store antal tilskadekomne er vi i dag blevet det vigtigste hospital for traumebehandling,« siger Tarazi. 

Den 13. april - palmesøndag - kl. 1.30 lokal tid modtog hospitalsteamet en advarsel om at evakuere, 20 minutter før et bombardement. Der skete betydelige skader på et laboratorium, skadestuen, apoteket og ambulatoriet.

»Vi måtte evakuere patienterne, og desværre døde et af de syge børn, som havde en hjerneskade, fordi han ikke fik ilt da han måtte flyttes,« siger Tarazi. »Det påvirkede os meget.«

Og det var ikke første gang, tilføjede Tarazi. 

Hellig mission

»Hospitalets mission er at hjælpe alle mennesker,« sagde hun. "Vi ser ikke på tro, køn eller politisk tilhørsforhold. Vores mål er at redde liv."

Selv midt i skaderne fra det seneste bombardement er hospitalets personale engageret i deres arbejde og driver stadig intensivafdelingen, sengeafdelingen og operationsstuerne. 

»Alle på hospitalet lider under mangel på medicin, medicinske forsyninger, udstyr og mad - for selv før dette tilbageslag var vi i stor mangel på grund af blokaden af hjælpen,« siger Tarazi.

Alligevel bliver hun og hendes medarbejdere ved med at håbe. »Vi håber, at der snart bliver underskrevet en aftale, og at medicinske forsyninger og fødevarer får lov til at komme ind i Gaza og blive tilgængelige,« siger hun. »Mine medarbejdere arbejder virkelig i en meget skræmmende situation, fordi ingen ved, hvad der vil ske i de kommende minutter.«

Nu med 110 ansatte plus frivillige siger Tarazi, at situationen er helt anderledes end noget, hun nogensinde har set før - og hun har været vidne til mange konflikter. 

»Folk søger tilflugt og et sikkert sted at være, men der er ikke noget sikkert sted i Gaza,« siger hun. »Det sidste bombardement er et eksempel.«

Selv kirkerne er udsat for bombardementer, tilføjede hun. »Man kan ikke sammenligne det, der foregår i Gaza i dag, med nogen anden krig.«

Tarazi er født i Gaza og kommer fra en græsk-ortodoks familie, men hun tror stadig fuldt og fast på, at vi alle er ét i Jesus Kristus. 

»Mit hospital var en oase af kærlighed og grønne haver,« siger hun. »Jeg er ked af at sige, at det er blevet et sted med grave.«

Hun beder blot om en afslutning på krigen. »For palæstinensernes skyld, for vores brødre og søstres skyld i Israel,« siger hun. »Når alt kommer til alt, er vi Guds børn, uanset om vi er jøder, kristne eller muslimer - og det vigtigste er, at vi alle kan leve i fred og værdighed.«

I løbet af den hellige uge ser hun, at Gaza bærer et meget tungt kors. »Men vi er fulde af håb om, at der i Jesus findes en måde eller et mirakel, som vil gøre en ende på denne lidelse,« siger hun. »Vores vision i Gaza er, at vi vil bevare den som et godt vidnesbyrd om vores kristne tilstedeværelse, og vi vil fortsætte med at hele sårene, tørre alle tårer og bringe smilene tilbage til børnene.«

Der vil komme en ny morgendag, insisterer hun. »Og det er, hvad vores kristne tro fortæller os: altid efter en mørk nat vil der være en ny lysende morgen,« sagde Tarazi. »Vi kan fortsætte vores mission om helbredelse, vores mission om forsoning, vores mission om fred.«

Tarazi beder alle mennesker om at bede for fred. »Bed for fred i Gaza og i hele verden, og bed også for dem, der har mistet deres kære på begge sider,« sagde hun. »Og bed om, at Gud giver os mod til at fortsætte med at udføre denne mission i Gaza.«

Afdelingen for tjeneste for palæstinensiske flygtninge under Mellemøstens Kirkeråd

 

Del dette: