Jerusalem, Det Hellige Land
Den 14. februar 2025
Som vogtere af den kristne tro og samvittighed i dette hellige land hæver vi vores stemmer i sorg og standhaftig beslutsomhed over for de fortsatte lidelser i Gaza. De ødelæggelser, der har udfoldet sig for øjnene af verden, er en dyb moralsk og humanitær tragedie. Tusindvis af uskyldige liv er gået tabt, og hele samfund står i ruiner hvor de mest sårbare - børn, ældre og børn, ældre og syge - udholder ufattelige lidelser.
Midt i denne angst er vi tvunget til at tale imod den alvorlige trussel om massefordrivelse, en uretfærdighed, der rammer selve hjertet af den menneskelige værdighed. Befolkningen i Gaza, familier, der har levet i generationer i deres forfædres land, må ikke tvinges i eksil, fratages det, der er tilbage af deres hjem, deres arv og deres ret til at blive i det land, der udgør essensen af deres identitet. Som kristne kan vi ikke være ligeglade med sådanne lidelser, for evangeliet befaler os at opretholde ethvert menneskes værdighed. Vor Herres ord minder os om det: ”Ve jer, der giver onde love og udsteder uretfærdige forordninger for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret” (Esajas 10:1-2).
I dette kritiske øjeblik anerkender og støtter vi holdningen hos Hans Majestæt kong Abdullah II af Jordan, præsident El-Sisi af Egypten og andre, hvis faste og principielle holdning har været klar og urokkelig i afvisningen af ethvert forsøg på at rykke Gazas befolkning op med rode fra deres land. Deres utrættelige indsats for at yde humanitær hjælp, appellere til verdens samvittighed og insistere på beskyttelse af civile er et eksempel på lederskab på højeste ansvarsniveau.
I samme ånd opfordrer vi også til frigivelse af alle fanger fra begge sider, så de sikkert kan genforenes med deres familier. Vi appellerer desuden til alle troende mennesker, til regeringer, og til det internationale samfund om at handle hurtigt og beslutsomt for at standse denne katastrofe. Lad der ikke være nogen begrundelse for at rykke et folk op med rode, som allerede har lidt ufatteligt meget. Lad menneskelivets ukrænkelighed og den moralske forpligtelse til at beskytte de forsvarsløse veje tungere end kræfterne af ødelæggelse og fortvivlelse. Vi opfordrer til øjeblikkelig uhindret humanitær adgang til dem i desperate behov. At opgive dem nu ville være at opgive vores fælles menneskelighed.
Alt imens vi beder for dem, der sørger, for de sårede og for dem, der forbliver standhaftige i deres forfædres land, husker vi på skriftens løfte: »Herren støtter alle, der falder, og rejser alle de nedbøjede« (Salme 145,14). Må barmhjertighedens Gud styrke de lidende, blødgøre magthavernes hjerter og skabe en fred, der opretholder retfærdighed, bevarer den menneskelige værdighed og sikrer alle menneskers tilstedeværelse i det land, de tilhører.
Patriarkerne og kirkelederne i Jerusalem