Oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad, 4. januar 2025
Gaza minder i dag om Tysklands udbombede byer efter Anden Verdenskrig. Israelere lever i frygt for en gentagelse af Hamas' massakre den 7. oktober 2023, og i de besatte områder i Palæstina tager bosættervolden til. Det er nærmest vanvittigt at tro på fred og fredelig sameksistens for israelere og palæstinensere.
Den mangeårige konflikt eskalerede den 7. oktober sidste år og blev til en decideret krig med alt for mange døde, ødelæggelser, overgreb og en undertrykkelse, der er historisk.
Aldrig har verden set så mange civile, børn, kvinder, nødhjælpsfolk og journalister dræbt og såret i Gaza som det, vi har været vidner til i det seneste halvandet år.
Vi er fanget i håbløshed og spørger, om der overhovedet nogensinde vil blive fred mellem israelere og palæstinensere, før en af parterne har udslettet den anden.
I denne desperate situation er det interessant, at Sydafrika har meldt sig på banen med politiske initiativer, der skal forsøge at skabe fred ved at insistere på, at krigens love og international retsorden skal respekteres af alle krigens parter.
De sydafrikanske erfaringer fra opgøret mod landets apartheidsystem spillede en vigtig rolle for Sydafrikas retlige initiativer, da det for omtrent et år siden anklagede Israel for folkedrab i Gaza og indbragte staten Israel for Den Internationale Domstol, FN's øverste domstol.
I november 2024 fulgte Den Internationale Straffedomstol op og udstedte arrestordre mod Israels præsident, Benjamin Netanyahu, og Mohammed Diab Ibrahim al-Masri, lederen af Hamas' militære gren, for forbrydelser mod menneskeheden siden den 7. oktober 2023.
Det var den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, der for mere end 50 år siden pegede på parallellen mellem apartheidundertrykkelsen i Sydafrika og Israels undertrykkelse af palæstinenserne. En analyse, som senere er blevet understøttet af den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter.
Tutu besøgte første gang Jerusalem i 196 7 og oplevede i Jerusalem de voldsomme spændinger mellem israelere og palæstinensere i ugerne op til seksdageskrigen.
Siden besøgte Tutu mange gange området. På sine besøg i Israel og Palæstina var han vidne til de velkendte overgreb fra sit eget hjemland med tvangsflytningerne, nedrivningerne af huse, ydmygelserne ved checkpoints og systemer til kontrol af bevægelser, konfiskeringen af jord til jødiske bosættelser og indespærringen af palæstinensere klumpet sammen på territorier, der mindede om de sorte bantustans.
Frem for alt så han et folk kontrollere et andet, der ligesom de sorte sydafrikanere indtil 1994 ikke havde meget at skulle have sagt i forhold til deres styre.
''Jeg har været meget ked af det under mine besøg i Det Hellige Land; det mindede mig så meget om, hvad der skete med os sorte i Sydafrika. Jeg ville ønske, at jeg kunne tie stille om palæstinensernes situation. Men det kan jeg ikke! Den Gud, som var der og viste, at vi skulle blive frie, er den Gud, som er beskrevet i skrifterne som den samme i går, i dag og til evig tid," sagde han i 2013.
''Det, der bliver gjort mod palæstinenserne ved checkpoints, er for os det samme, som vi oplevede i Sydafrika."
Som han sagde i 2002:
"Israel vil aldrig få ægte sikkerhed og t1yghed ved at undertrykke et andet folk En sand fred kan i sidste ende kun bygges på retfærdighed. Jeg har fordømt dem i Palæstina, der er ansvarlige for at affyre missiler og raketter mod Israel. De puster til hadets flammer. Jeg er imod alle former for vold. Men vi må gøre det helt klart, at det palæstinensiske folk har al mulig ret til at kæmpe for deres værdighed og frihed."
Tutu tilføjede:
"Folk vil ikke kunne leve det fredelige og sikre liv, de længes efter - og har ret til - så længe deres ledere opretholder de forhold, der opretholder konflikten. Ingen menneskeskabte problemer er uløselige, når mennesker stikker hovederne sammen med et oprigtigt ønske om at overvinde dem. Fred kræver, at folk i Israel og Palæstina anerkender mennesket i sig selv og hinanden; at de forstår deres gensidige afhængighed."
Tutu besøgte Gaza som udsendt af FN for at undersøge følgerne af et israelsk angreb på Beit Hanoun-distriktet i november 2006. israelerne forbød ham at: rejse ind i Gaza, så han måtte tage imod egypternes hjælp. I sin rapport til FN's Menneskerettighedsråd beskrev Tutu det israelske angreb som "en grov krænkelse af menneskerettighederne". Han sagde også, at
f sraels belejring af Gaza var i modstrid med de jødiske og kristne skrifter.
Desmond Tutu udfoldede i en artikel i den israelske avis Haaretz i 2014- sin støtte til den internationale bevægelse for boykot, sanktioner og ophør af investeringer som et fredeligt middel til at bekæmpe den israelske besættelse.
"De, der fortsætter med at gøre forretninger med Israel, som bidrager til en følelse af 'normalitet' i det israelske samfund, gør befolkningen i Israel og Palæstina en bjørnetjeneste. De bidrager til opretholdelsen af en dybt uretfærdig status quo," skrev han.
Der findes ifølge Tutu ingen militær løsning på konflikten mellem palæstinensere og israelere:
"Det er mere sandsynligt, at løsningen kommer fra den ikke-voldelige værktøjskasse, vi udviklede i Sydafrika i 1980'erne, for at overbevise regeringen om nødvendigheden af en ny politik. For et kvart århundrede siden deltog jeg i nogle store demonstrationer mod apartheid. Jeg bad publikum om at synge med mig: 'Vi er imod uretfærdigheden i den ulovlige besættelse af Palæstina. Vi er imod de vilkårlige drab i Gaza. Vi er imod den ydmygelse, som palæstinenserne udsættes for ved checkpoints og vejspærringer. Vi er imod vold begået af alle parter. Men vi er ikke imod jøder'.
Vi sydafrikanere kender til vold og had. Vi forstår smerten, når det ser ud til, at ingen forstår eller er villige til at lytte til vores perspektiv. Det er der, vi kommer fra. Vi kender også de fordele, som dialog mellem vores ledere i sidste ende gav os; da organisationer, der var stemplet som 'terrorister', pludselig blev tilladt, og deres ledere, herunder Nelson Mandela, blev løsladt fra fængslet.
Vi ved, at da vores ledere på begge sider begyndte at tale med hinanden, forsvandt begrundelsen for den vold, der havde hærget vores samfund. Terrorhandlinger, der blev begået, efter at forhandlingerne var begyndt - f.eks. angreb på en kirke og en pub - blev fordømt i brede kredse, og det parti, der blev holdt ansvarligt, blev afvist ved stemmeurnerne.
Den begejstring. der fulgte, da vi alle kunne stemme for første gang, var ikke kun forbeholdt de sorte sydafrikanere. Den virkelige triumf ved vores fredelige løsning var, at alle følte sig inkluderet. Både hvide og sorte sydafrikanere oplevede det som en befrielse. Det kunne kun ske, fordi vi havde modige ledere."
Tutu har inspireret flere fremtrædende kirkefolk i Palæstina. Det gælder den tidligere anglikanske domprovst i Jerusalem Naim Stifan Ateek og den lutherske præst og rektor Mitri Raheb i Betlehem. På hver sin side af muren, der adskiller Jerusalem fra Betlehem, opfordrer de til at skabe fred gennem forhandling og erstatte hævnens logik med brug af ikke-voldelig modstand.
Men deres budskab har det svært i disse tider, hvor kravet om gengældelse er lettere at indfri end ønsket om en retfærdig fred for både palæstinensere og israelere.
Christian Balslev-Olesen og Peter Lodberg udgav i september 2024 bogen "Jeg er til, fordi du er til. Desmond Tutus tro og spiritualitet" på forlaget Eksistensen.