Prædiken ved Betlehems Venners Årsmøde d. 1. marts 2025 i Middelfart Kirke.
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
De kom vandrende dengang noget mismodige og nedslåede. Der var sket noget i Jerusalem, som de ville have forsvoret kunne ske. En frygtelig uretfærdighed var sket for deres øjne. De havde set, at al retfærdighed, al barmhjertighed, al ordentlighed var brudt sammen foran dem.
End ikke de myndigheder, som man dog tilregnede at ville holde ro og orden, havde vist sig værdige til at stole på.
Golgata er al redeligheds, visdoms, mods og retfærdigheds undergang. Det var ikke sidste gang, at magten vaskede hænder - det var ikke sidste gang at retten blev underkendt - og det var hverken første eller sidste gang, at verden fik lov til at mærke, at når embedsmænd har glemt, at ingen kan adlyde uden selv at kunne tænke. Hvis de glemmer eftertanken, kan de være på vej mod en frygtelig forbrydelse, der vil klistre sig til deres liv.
Vi, der ser på scenen fra vandringen mod Emmaus, ser på mennesker, der ikke aner, at Jesus er med dem på vandringen. Midt i deres mismod undrer de sig over ham og spørger sig, hvem den fremmede er. Vel troede de, men de mærkede om nogen, at troen også rummede tvivlen, spørgsmålene, skrigene. De ledte efter et sprog, der kunne udtrykke deres liv. De blev ikke fri for protesten, anklagen, nødskriget. Der findes et troens og håbets trods, der insisterer på at spørge Gud, om han har glemt det længselsfulde menneske. Når man går gennem magtesløshedens mørke dale, håber man, at hinsides al smerten og den politiske nedladenhed venter der fællesskab, liv, retfærdighed, frihed.
Den islandske forfatter Jón Kalman Stefanssons ord har prentet sig ind i mig som en præcis beskrivelse af udgangspunktet for vores liv med hinanden personligt, kulturelt og politisk. Han skriver: “Det der er vigtigt og gør varigt indtryk på dig - dybe følelser, en hård oplevelse, tab, en euforisk lykke, prøvelser eller voldsomheder der rammer samfundet eller din verden - kan trænge så dybt ind i dig at det presses ind i dine gener, som derefter fører det videre fra generation til generation og på den måde former dem, der endnu ikke er født. Det er naturens lov. Viderefører begejstring, minder, erfaring og ulykker fra et liv til et andet, og i den forstand eksisterer nogle af os længe efter at vi er forsvundet, måske ovenikøbet fuldstændig glemt. Derfor findes fortiden altid i vores indre. Den er det store, usandsynlige og mystiske område som du nogle gange fornemmer i halvvågen tilstand. Et kontinent med fjelde og have som konstant påvirker vejrliget og det skiftende lys i dit indre.” (Dit fravær er mørke side 9).
En af de største kulturelle og politiske forbrydelser, man kan begå, er efter min mening at påføre andre magtesløshed. Magtesløshed slår et hul i tilliden. Det er en ydmygelse, som gør det svært at få tilliden tilbage.
Da jeg for nogle måneder siden så filmen “No Other Land” med krigen i Gaza og på Vestbredden - ja i Palæstina - i sindet, var det som om rejserne til Palæstina samlede sig i de billeder, der rullede hen over lærredet. Med deres brutale nøgternhed og stædige realitet viste de verden, som den er - viste at nok leger børn, nok forelsker unge sig, nok elsker mennesker og nye generationer kommer til, men de vokser op med skrækken for overmagten. Børn og unge, der oplever deres forældres angst, ser deres magtesløse vrede, hører deres forbandelser over den fjende, der grundløst vælter deres huse, eksproprierer deres marker. Magtesløsheden når langt ud af lærredet og spreder sig i biografsalen. Indignation og vrede sætter sig i lydløse skrig, da man ser en brønd blive fyldt med cement. Så kan foragten for liv ikke udtrykkes klarere, og hadet til medmennesket står ud i lys lue, når afskyen for medmennesket får et menneske til at spærre for overlevelse for et andet menneske. Vand er en menneskeret.
Der er mennesker der lever uroligt, længselsfuldt. De ryster af vrede og arrigskab. De afskyr vilkårligheden. De længes efter farver. De glæder sig til at høre fuglestemmer, og de frygter for deres nære venners og familiers sikkerhed. Kun én ting holder dem på benene og det er troen på, at én kommer mod dem.
Vi lever mellem stilheden og skriget. I stilheden kan vi høre den andens hjerte, og vi mærker trygheden. Vi står ved vores sårbarhed. Vi ånder jordens skønhed og menneskers hengivenhed.
Skriget minder os om angsten og frygten. Midt i skriget, fødes en længsel efter frihed. Det er som om mørket ikke kan bringe os til tavshed, for en tager brødet, velsigner det og bryder det og verden fyldes med tillid til retfærdighed og tilgivelse. Verden bliver født igen. Muligheder opstår. Magtsygen bliver modsagt. Fordømmelse og kolde øjne bliver overvundet. Tilgivelsen er bolværket mod pessimisme og undergang og Gud får et ansigt, bliver en menneskesøn, der rører vores hjerter, giver os forstand og følelse og pludselig opdager vi, at tro ikke er en elendig kryben og en kuet adfærd i verden - tro er at gå oprejst uden at trampe på andre (Thelle).