Af Ghassan Rubeiz,
Oversættelse: Uffe Gjerding
Både Israel og Hizbollah hævdede sejr i weekendens skududveksling tværs over den libanesiske grænse. Kampene er i øjeblikket dæmpet, men området er fortsat en krudttønde. Intet af dette afbrød forhandlingerne i Kairo om en våbenhvile i Gaza. Men det, der blev beskrevet som et sidste forsøg på at bygge bro over forskellene mellem Hamas og Israel, er mislykkedes. Søndag afviste Hamas det seneste våbenhvileforslag, som fastslog Israels fortsatte militære tilstedeværelse i Gaza. Denne dårlige nyhed burde ikke komme som nogen overraskelse. Forhandlingerne har indrammet konflikten for snævert; USA er medskyldig i Israels kriminelle adfærd, og incitamenterne til fred er blevet skævvredet til Israels fordel.
Israel og USA har ikke nærmet sig dynamikken i denne krig i god tro. 7. oktober er blevet fremstillet som en uprovokeret forbrydelse mod en uskyldig nation. Ved at angive den 7. oktober som starten på fjendtlighederne var israelske forhandlere i stand til at undgå at diskutere deres besættelse af arabisk land, som er hjertet i krigen. Krigen i Gaza blev portrætteret som et legitimt svar på et terrorangreb. Drabet på civile og den massive ødelæggelse af Gaza blev stemplet som måske overdrevne, men "forståelige" naturlige sikkerhedsforanstaltninger. Våbenhvilen var snævert fokuseret på at befri Israels gidsler i bytte for palæstinensiske fanger. Hizbollahs mobilisering ved den libanesiske grænse, i solidaritet med Gaza, er også blevet betragtet som terrorisme. Den igangværende etniske udrensning på Vestbredden er ikke blevet anset for relevant; heller ikke Irans forhold til Israel og USA. Kort sagt er våbenhvilen slået fejl, fordi den har fokuseret på symptomer frem for årsager.
En anden stor fejl i diskussionerne har været USA's moralsk tvivlsomme rolle. USA, som har domineret processen, har været en indirekte deltager i volden og er dermed medskyldig. Siden Seksdageskrigen i 1967 har USA hjulpet Israel med at besætte arabisk land, opretholde det og i nogle tilfælde (såsom de syriske Golanhøjder og Østjerusalem) annektere det. Under Gaza-krigen har Israel modtaget snesevis af våbenforsendelser og 28 milliarder dollars på mindre end et år. USA har også tjent som den vigtigste diplomatiske støtter og fysiske beskytter af Israel, da det ranede mere og mere jord til sig.
Endelig er incitamenterne til at afslutte kampene blevet skæve til Israels fordel. Ingen del af våbenhvileforslaget anerkender Israels ansvar for det massive drab på civile, etnisk udrensning eller skabelse af betingelser for hungersnød og epidemier. Efter måneders forhandlinger er den store knast i forhold til at nå frem til en våbenhvileaftale, om Israel skal forblive i Gaza eller trække sig tilbage. I det seneste forslag om våbenhvile har israelske styrker ret til at blive i Gaza efter gidsel-fange-udvekslingen. Hvis Israel bliver i Gaza, efter at denne krig slutter, vil det reelt blive en besættelsesmagt på ubestemt tid. Hvis Hamas gik med til at konfrontere israelske styrker, efter gidslerne var blevet befriet, ville det være at overgive Gaza til denne besætter og reelt begå politisk og militært selvmord.
Hvis Israel på den anden side indvilliger i at trække sig tilbage fra Gaza efter fangernes udveksling, kan det stadig hævde at have "besejret" Hamas militært, "straffet" politisk modstand, fundet rimelige midler til at opnå sikkerhed og søgt måder at forbedre sit internationalt image. Det ville da være muligt at åbne en dialog om fremtiden for Gaza og Vestbredden, om en grænsetraktat med Libanon og om andre israelsk-arabisk-iranske spørgsmål.
Biden-administrationen har ikke forstået den historiske og regionale kontekst af krigen i Gaza. Den har naivt hævdet, at den har nøglen til at løse denne krig. Den har ikke formået at lægge et vedholdende pres på Israel for at gøre det rigtige for dets fremtid og regionens fremtid. Hvis Gaza-krigen ikke snart slutter, kan der forventes en totalkrig mellem Libanon og Israel. De resterende israelske gidsler vil blive dø, og regionen vil tage endnu et skridt mod voldeligt kaos.
Ghassan Rubeiz er Kirkernes Verdensråds tidligere sekretær for Mellemøsten. Tidligere underviste han i psykologi og socialt arbejde i sit fødeland, Libanon, og senere i USA, hvor han i øjeblikket bor. I de sidste tyve år har han bidraget til politiske kommentarer og lejlighedsvis holdt offentlige foredrag om emner relateret til fred, retfærdighed og tværreligiøse spørgsmål.