Ghassan Rubeiz, 1. januar 2025
Uanset hvor teknologisk avanceret Israel er blevet, vil det ikke være i stand til at optræde som Mellemøstens supermagt. Og uanset hvor længe USA's skatteydere formår at støtte Israels militære eventyr, kan den zionistiske stat ikke for evigt opretholde sin appetit på at annektere palæstinensisk territorium og erobre arabisk naboland. Ved at overdrive de lokale trusler, de står over for, har israelske generaler formået at begrunde oprettelsen af såkaldte »bufferzoner«, hvad enten det er i Gaza, på Vestbredden, i Libanon eller i Syrien. Det er ikke længere tabu for israelske ledere at lufte deres hensigt om ulovligt at udvide deres nationale grænser.
Den tidligere israelske premierminister Naftali Bennett erklærer triumferende, at Syriens nuværende omvæltninger giver Israel en historisk mulighed, idet han hævder, at araberne og iranerne nu er svage, og at det er tid til at erobre mere land, præventivt ødelægge militære kapaciteter og se de syriske fraktioner ødelægge hinanden. Han opfordrer til flere invasioner: »At skabe en ordentlig bufferzone er således en forsvarsmæssig nødvendighed for at beskytte israelske samfund mod en afsmitning fra Syriens ustabilitet.« Med den samme hegemoniske mentalitet besatte Israel yderligere områder i Sydlibanon efter at have overvundet Hizbollah-styrker, ødelagde og genbesatte Gaza efter at have besejret Hamas og fremskyndede processen med at annektere Vestbredden efter at have overvundet krigere i flygtningelejrene. Bennett meddeler, at det næste skridt for at »beskytte« Israel er at angribe Iran og fremkalde et regimeskifte. Han opfordrer til handling: »Det er også derfor, at Israel må gribe sin største strategiske mulighed i mands minde for at angribe Irans atomanlæg, hvilket i høj grad vil sætte fremstilling af atomvåben tilbage og måske fremskynde afslutningen på det regime, der opfordrer til vores ødelæggelse.« Bennett repræsenterer måske ikke præcist hele det israelske kabinets synspunkter i spørgsmål om Iran. Men i spørgsmål om Syrien, Libanon og Palæstina er han fortaler for de samme intentioner og politikker.
Før de beslutter, om de vil angribe Iran direkte eller opfordre den kommende amerikanske præsident Trump til at lægge »maksimalt pres« gennem yderligere sanktioner, er de israelske forsvarsstyrker allerede involveret i en dødbringende skudveksling med de iranskstøttede Houthi-oprørere i Yemen. Israel antager, at alle dets fjender allerede er neutraliseret eller er ved at blive det. Faktisk er hverken Hamas eller Hizbollah blevet decimeret, og de vil måske aldrig blive elimineret ved hjælp af ren og skær magtanvendelse. Og palæstinenserne på Vestbredden accepterer ikke og vil ikke acceptere en permanent israelsk besættelse.
I Syrien er det uberettiget eller for tidligt for Israels ledere at antage, at det nye regime er dømt til at mislykkes, blot fordi det tidligere har haft forbindelse til besejrede islamister. Israels høge er tilbøjelige til at opfatte en overvældende fare, hver gang der sker ændringer i deres nabolag. Det nuværende regime i Tel Aviv kan meget vel foretrække en isoleret islamistisk stat ved sin grænse frem for et genfødt Syrien med potentiale til at genoplive det arabiske forår.
Denne militante tilgang til at løse politiske problemer med magt er ikke bæredygtig. Både Israel, som modtager massiv og ubetinget udenlandsk bistand fra Washington, og USA er overbebyrdede militært og økonomisk som følge af deres mangelfulde tilgang til national sikkerhed. Når USA's ulandsbistand til Israel bliver opfattet som en uberettiget post på statsbudgettet, kan Israel pludselig blive en byrde for de amerikanske skatteydere. Washington har ikke råd til at fortsætte med at finansiere Israels aggression i al evighed.
Selv om penge aldrig bliver et problem i finansieringen af meningsløse krige, kan sund ideologi før eller siden blive en afgørende faktor for ædruelige israelere, når de skal definere trusler. Mange i Israel er imod den permanente besættelse af palæstinenserne og den endeløse krig, som den medfører. Den tidligere israelske diplomat og fredsaktivist Gideon Levy forklarer: »Denne skræmmekampagne, hvoraf noget er velbegrundet og andet grundløst, har en række forskellige funktioner - at smede det israelske samfund sammen, mobilisere det, forene det over for en fælles fare, aflede opmærksomheden fra andre vigtige emner og få støtte til vigtigheden af sikkerhedsapparatet og til enorme summer til at finansiere det.« Der er bedre og billigere måder at opnå national sikkerhed på og forblive loyal over for jødiske idealer: At slutte fred med de nærmeste naboer.