Af Ghassan Rubeiz, 11. december 2024
De nye ledere ser ud til at respektere tros- og samvittighedsfriheden. De arbejder også sammen med de eksisterende ministre for at lette overgangen til en ny regering og forbereder sig på en FN-konference, som skal lede den politiske overgang. I det store og hele er syrerne euforiske, nyder deres nye frihed og fejrer den simple glæde ved at være syrere, uanset etnisk eller politisk baggrund. Tusindvis af politiske fanger af alle slags er nu frie. Og døren står på vid gab for, at over syv millioner flygtninge fra Tyrkiet, Libanon, Jordan, Europa og andre steder kan vende tilbage.
Men efterhånden som hvedebrødsdagene ebber ud, bliver syrerne nødt til at løse spørgsmål om ideologi, regeringsførelse og inklusion. Irans, Israels og Tyrkiets væbnede styrker, for ikke at nævne USA og Rusland, har alle etableret eller opretholdt en tilstedeværelse i Syrien under hele borgerkrigen. Situationen er stadig i hastig forandring, som Armenak Tokmajyan skriver: »Med de igangværende kampe mellem [tyrkisk]støttede styrker og de kurdisk-dominerede Syriske Demokratiske Styrker i nordøst, en israelsk indtrængen i det sydlige Syrien og en noget kaotisk situation i Damaskus er konflikten langt fra overstået, hvilket efterlader en meget flydende situation præget af en blanding af håb og frygt for, hvad der venter forude.«
På denne ustabile baggrund er en af de største udfordringer Syrien står over for, adskillelsen mellem de kurdiske samfund i det nordøstlige Syrien og resten af landet. Lederne af det nye regime i Syrien har ikke råd til at ignorere eller modarbejde det kurdiske samfund, som består af to millioner mennesker, der føler sig mere kurdiske end arabiske. De kontrollerer en tredjedel af Syriens territorium, herunder værdifulde olieressourcer. I samarbejde med det amerikanske militær holder de også de resterende ISIS-styrker i skak. Hvis den nye syriske ledelse ønsker et produktivt forhold til USA, vil et samarbejde med den kurdiske ledelse være et skridt i den rigtige retning. Det bliver en udfordring at gøre det uden at vække tyrkisk fjendtlighed; på den anden side kan Syrien, hvis det ikke løser det kurdiske spørgsmål, glide ind i en total afhængighed af Tyrkiet.
Kurderne er en del af islam, den arabiske verden og det større Mellemøsten. De har et pragmatisk forhold til Washington og Tel Aviv. Hvis kurderne får større anerkendelse og administrativ autonomi, kan de blive en styrke for hele regionen.
Hvis Syrien kan forsone sig med sit kurdiske samfund, kan Assad-dynastiets fald betyde en tilbagevenden til pluralistiske idealer, som har ligget i dvale siden det arabiske forår: et »Berlinmurens fald«-øjeblik for den arabiske verden. Men hvis Syrien fortsat er splittet af fraktionspolitik, kan Assads fald komme til at minde mere om Gaddafis kaotiske endeligt i 2011.