Af Malene Sønderskov, partner, StrategyHouse.dk m.fl.
»Kritisk dialog«, sådan har svaret lydt fra socialdemokrater og borgerlige, når den såkaldte propalæstina-fløj i de sidste 30 år har påpeget, hvordan bosættelser på Vestbredden, konfiskation af vand og jord, blokade af Gaza og vejspærringer bid for bid har undergravet mulighederne for at danne en selvstændig palæstinensisk stat ved siden af Israel, og skabe forudsætninger for en økonomi, der kunne opretholde sådan en stat.
»Kritisk dialog«, lød svaret også, når samme propalæstina-fløj dokumenterede, hvordan europæiske pensionsselskaber, banker, virksomheder og EUs egen handelsaftale med Israel – i strid med EUs internationale forpligtelser – direkte eller indirekte bidrog til, at bosættelser kunne ekspandere på land tiltænkt en palæstinensisk stat.
At den såkaldt »kritiske dialog« med Israel gennem årene hverken har ført til færre bosættelser eller flere politiske og økonomiske rettigheder for palæstinenserne, burde være klart for alle. Det kræver blot et enkelt blik på et landkort at forstå.
I denne uge er der så – måske – også skabt bedre forudsætninger for at danske og internationale politikere kan forstå, hvorfor den kritiske dialog ikke har båret frugt: I hvert fald har Israels premierminister tydeligt sagt det, hans Likudparti har ment, gentaget og stadig mener, siden Likuds første partiprogram blev formuleret i 1977: »Mellem Middelhavet og Jordanfloden vil der kun være israelsk suverænitet. Bosættelser er et udtryk for det jødiske folks ret til israelsk land.«
Det borgerlige Danmark skylder os et svar
Hvad vi derimod stadig mangler svar på er, hvad støtterne af »kritisk dialog« i regeringen og det borgerlige Danmark nu tænker, der skal ske med indholdet af den »kritiske dialog«.
Skal vi sige: Netanyahu mener det nok ikke så slemt? Vi finder nok en løsning?
Skal vi – venligt og høfligt – blive ved med at bede Israel indstille bosættelserne og bomberegnen over Gaza? Og håbe på at den israelske regering som ved et trylleslag så svarer: Kære venner af Israel, I har ret. Vi stopper nu. Vi kan godt se, at palæstinenserne nok bliver sure, hvis vi bygger bosættelser der, hvor de har olivenlunde, får og boliger? Der hvor de skulle have haft en stat. Og vi får nok aldrig fred, hvis vi ikke også anerkender, at de har de samme rettigheder som os.
Skal Danmark fordømme Likuds politik – som man har fordømt Hamas’ manglende vilje til at anerkende staten Israel?
Skal Danmark fordømme drab på palæstinensiske civile, sådan som man har fordømt Hamas’ drab på israelske civile?
Og hvis vi skal fordømme Likuds politik og handlinger, hvad betyder det så i praksis? Skal vi arbejde på, at alle salg af våben til Israel stoppes, eller indstille al dialog med Israel, som man har gjort det med Hamas?
Skal vi arbejde på at annullere EUs samarbejdsaftale med Israel, så varer produceret på besat palæstinensisk land under prædikatet »Israel« ikke lander i EU. Og først aktivere aftalen, når Israel anerkender, at palæstinenserne skal have samme politiske og økonomiske rettigheder, som de selv har?
I vores optik er en »kritisk dialog« hverken kritisk eller afbalanceret, hvis den ikke har konsekvenser. Måske er det på tide, at den danske regering formulerer en politik, der ikke kun er kritisk på papiret, men også er det i praksis.
Malene Sønderskov er partner ved StrategyHouse.dk, Jonathan Ofir er dirigent, musiker og skribent, Klaus Goldschmidt Henriksen er chefkonsulent samt socialpædagog og Morten Thing er dr.phil. og lektor emeritus.
Skribenterne er medstillere af et borgerforslag om, at den danske regering arbejder aktivt for at forebygge folkedrab i Gaza i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser under Folkedrabskonventionen og folkeretten.