Uffe Gjerding deltog i arrangementet og tog omhyggelige og fyldige noter, som kan være til glæde for mange andre. Derfor bringes noterne i deres fulde længde her.
Noter fra møder med professor Ilan Pappé, København, 4. november 2024
Hovedtemaer i Ilan Pappés præsentationer for Mellemøstnetværket og på Københavns Universitet
1. Betydningen af kontekst
Politikere og medier forsømmer at se 7. oktober i sammenhæng. Sammenhold dette med FNs generalsekretær Antonio Guterrez, som fra starten sagde, at dette ikke skete i et vakuum, og som straks blev krævet fyret af Israel. Det er et stort problem, at Israel ikke ønsker at se/tale om konteksten. Det ville indebære at se tilbage på historien, på hvad der skete i 1948 (og før) og siden da i forhold til palæstinenserne. Det er uønsket og smertefuldt, fordi det ville tvinge Israel til at holde op med at tro, at Palæstina og palæstinenserne bare vil forsvinde. Den 7. oktober har bevist, at palæstinenserne ikke forsvinder - tværtimod.
Vesten er også bange for konteksten på grund af sin tidligere historie med jøderne (se nedenfor).
2. Gaza historisk og i dag
Gaza var en vigtig by med hensyn til handel, rejser, kultur og sameksistens i det historiske Palæstina. Israel isolerede og skabte Gazastriben som en enorm flygtningelejr (70 % af befolkningen), da Egypten (i modsætning til de andre arabiske stater) ikke ønskede at lade flygtningene komme ind i Sinai. Israel har på forskellige måder kontrolleret Gazastriben siden 1948 som verdens største fængsel og ser stadig gerne, at palæstinenserne bliver skubbet ind i Egypten eller, hvis ikke, at der oprettes en megaflygtningelejr i den sydlige del af Gazastriben. Israel har aldrig ønsket, at PA (de palæstinensiske selvstyremyndigheder) skulle regere i Gaza, og åbnede kun fængslet for arbejdere i Israel, når de »opførte sig ordentligt«. Men palæstinenserne var ikke klare til at acceptere sådanne levevilkår, så det er ingen overraskelse, at Gaza er blevet en hovedkuvøse for palæstinensisk modstand, som Israel ikke har formået at bremse. De seneste års »normalisering« med den arabiske verden, hvor Palæstina blev udeladt, førte til eksplosionen den 7. oktober. Og hver gang palæstinenserne gør voldelig modstand, benytter Israel lejligheden til at gennemføre sine større, messianske planer.
3. Den globale reaktion på 7. oktober 2023
Vesten har været uvillig til at se den israelsk-palæstinensiske konflikt i det retmæssige koloniale perspektiv, som den burde ses i. Det vestlige nationalstatskoncept blev påtvunget Mellemøsten, og vi ser nu, at det har slået fejl. Vesten besluttede, at det jødiske spørgsmål skulle løses i Mellemøsten og ikke i Europa ved at oprette Israel for at slippe af med sin egen jødiske befolkning, især efter 2. verdenskrig. Europa ville ikke have jøderne og skabte derfor en stat, hvor den lokale befolkning blev elimineret (zionismens og bosætterkolonialismens DNA). Vesten er ikke villig til at konfrontere denne kendsgerning og dens konsekvenser for palæstinenserne og fortsætter derfor med at støtte Israel. Vesten foretrækker at se tingene i et perspektiv af israelsk selvforsvar, Iran som en blæksprutte med fangarme i hele Mellemøsten, islam som antisemitisk osv.
Denne uvilje mod at se tilbage på fortiden vil komme tilbage og hjemsøge os.
Det, vi ser nu, er det værste siden 1948. Pappé havde set det komme på grund af Israels fortsatte afvisning af at indrømme palæstinenserne deres rettigheder, men graden af hensynsløshed og støtte i den brede offentlighed havde han ikke forudset. Der sker en total dehumanisering af palæstinenserne på alle niveauer. Vesten ser et folkemord finde sted dag for dag for øjnene af dem, men der er ingen vilje til at handle, og derfor er Vesten medskyldig ved ikke at gøre det absolutte minimum. Vesten er uvillig til at »sætte handling bag ordene«. IDF og Israel er vant til den hårde tone, men er ikke bekymret for at Vesten vil gribe til handling.
Desværre er den række af begivenheder, vi er vidne til nu, ikke ny. Også tidligere, f.eks. i Tyskland i 1930'erne, så vi og vores politikere, hvad der var under opsejling, men gjorde intet for at stoppe det før 1945, hvor hele befolkninger og grupper havde været udsat for udryddelse og endeløse lidelser. Er det, hvad Gaza/Palæstina også skal igennem, før det internationale samfund griber effektivt ind?
4. Den interne israelske dynamik
Vi er vidne til oprettelsen af »Staten Judæa« (ikke Israel), bosætternes stat, som aldrig har været et marginalt fænomen. »Staten Judæa« er ved at overtage vitale institutioner som politiet (herunder det vigtige grænsepoliti). Med tiden vil de endda infiltrere højesteret. For denne bevægelse er voldelige konflikter og katastrofer (apokalyptiske) et varsel om kommende bedre tider (bibelsk herlighed).
Der er opstået en alliance mellem bosætterne og de mizrahi (arabiske) jøderne, hvis unge opdrages af rabbinere og ideologer med en racistisk diskurs. Mizrahierne blev afarabiseret, da de kom til Israel, og de blev påtvunget en zionistisk identitet (ingen arabisk jøde har nogensinde krævet oprettelsen af en zionistisk stat, for indtil 1948 levede de fredeligt sammen med andre trosretninger i deres arabiske hjemlande). I Israel som de kom til led de socialt, økonomisk, uddannelsesmæssigt og beskæftigelsesmæssigt.
Netanyahus eneste ambition er magt. Han er pragmatisk og skaber alliancer med højrefløjen og religiøse fraktioner til egen fordel. Han er villig til at ofre gidslernes liv, men det er usandsynligt, at han vil udveksle dem med f.eks. Marwan Barghouti. Indtil næste valg i 2026 kan vi kun forvente mere af det samme: Fortsættelse af den etniske udrensning i det nordlige Gaza og annektering til Israel med mulige israelske bosættelser der. Israel vil ikke tillade andre, herunder UNRWA, at gå ind i Gazastriben og på nogen måde kontrollere den. IDF er den eneste hær, der er til stede, og spørgsmålet om lidelse har ingen betydning. På Vestbredden er visse områder (South Hebron Hills og Jordandalen) allerede blevet etnisk udrenset, og der forventes yderligere fordrivelsesbrændpunkter i bibelske byer som Nablus. Israel vil sandsynligvis annektere hele område C. Livet i område A og B gøres stadig vanskeligere i håbet om, at flere og flere palæstinensere vil forlade området.
Noget kan gå galt for Israel, som allerede har mistet 900 soldater i krigen, men det er svært at forestille sig.
Selv oppositionen tilbyder ikke noget alternativ, hvis de kom til magten: De er ikke imod folkedrabet i Gaza, indtrængen i Libanon og angreb på Iran. Så et regeringsskifte ville komme som en proteststemme, men ikke gøre nogen stor forskel. Den zionistiske venstrefløj er helt forsvundet, bl.a. fordi den ikke ønskede at mødes med de israelske palæstinensere. Kun sikkerhedstjenesterne - Shin Bet og Mossad - har set faren ved bosætterbevægelsen og forringelsen af Israels internationale status. I virkeligheden er der ingen partner for Vesten i Israel. Mindst 500.000 fra den sekulære elite har forladt Israel midlertidigt eller permanent. De kærer sig nu om deres egen personlige fremtid og er ikke involveret i at søge Israels bedste interesser (som det var tilfældet med den første generation af palæstinensiske flygtninge og den palæstinensiske sag).
Efter den 7. oktober ser den israelske offentlighed ingen grund til at tale med og slutte fred med palæstinenserne. Fokus på en regional krig (Libanon, Iran) har til formål at aflede opmærksomheden fra Gaza/Palæstina-konflikten. Ingen er endnu i stand til at tackle og komme ud over traumet fra 7. oktober. Zionismen vil gå i opløsning, men måske ikke Israel som sådan. I 1990'erne opfandt Ilan Pappé begrebet »zelotokrati« for at analysere det israelske uddannelsessystem som værende racistisk, nationalistisk og messiansk: Visionen om at genopbygge det gamle, bibelske Israel. Samme tendens gennemsyrer alle offentlige arrangementer, hæren osv.
5. Israel som en paria/slyngelstat
Når Vesten ikke har nogen dialogpartner i Israel, kan Israel ikke længere betragtes som andet end en slyngelstat med pariastatus internationalt (ligesom Sydafrika under apartheid). Dette er en konsekvens af, at Israel systematisk overtræder international lov og fortsætter folkedrab. Der er ikke længere nogen »uvildig mægler«, men vi kan slutte os til det globale Syd og kræve handling.
6. Intern palæstinensisk og arabisk dynamik
Palæstinenserne mangler en klar vision og et klart lederskab. Kan PLO reformeres, eller er der brug for noget andet? Den nuværende situation er en stor mulighed for palæstinenserne at få støtte, hvis de kunne finde sammen (på trods af de udefrakommende kræfter, der modarbejder dette). Selv Marwan Barghouti er en del af etablissementet, hvis han bliver løsladt. Unge palæstinensere over hele landet er trætte af og mistroiske over for politik fra oven og er i gang med at skabe en ny fælles vision, som er moralsk og afspejler folkets vilje, og de diskuterer, hvordan den kan gennemføres. Det vil tage tid.
Den 7. oktober har skabt en fornyet følelse af fælles identitet og beslutsomhed blandt palæstinensere i Israel, i de besatte områder og i diasporaen, som er meget stærkere end nogensinde før. Især israelske palæstinensere, som har en anden erfaring med Israel siden 1948, kan spille en vigtig rolle, selv om de også er under stort pres.
De arabiske stater har magthavere, ikke ledere. Deres befolkninger - især de unge - er utilfredse på grund af manglende muligheder og manglende solidaritet med det palæstinensiske folk. Den palæstinensiske sag er blevet et symbol, en lakmusprøve. Israel plejede at ønske at se demokratiske arabiske regimer, men er nu mere interesseret i at se autokratiske, ikke-demokratiske herskere, der kan holde tingene under kontrol.
7. Forbud mod UNRWA
At forbyde UNRWA er en historisk mulighed, som Israel længe har ønsket for at kunne udslette Palæstina som et folk og et emne, dvs. at ændre hele fortællingen, så der ikke er nogen politisk enhed, der hedder Palæstina. UNRWA var en hindring for dette, fordi det repræsenterede det politiske spørgsmål om Palæstina. Hvis man slipper af med UNRWA, slipper man også af med flygtningeproblemet: Det er så vigtigt, at UNRWA taler om »kontekst«, det gør Israel ikke (NB i Tyskland og andre steder er det forbudt at tale om »kontekst« på universiteterne!)
8. Håb/visioner for fremtiden, herunder ungdommens rolle
Den nationalstatsmodel, som de vestlige imperialistiske magter indførte i Mellemøsten, var ikke i overensstemmelse med den sociale og politiske kultur med kollektiv identitet og multireligiøs og multietnisk sameksistens, der herskede i regionen (selv om den selvfølgelig ikke altid var perfekt). På det tidspunkt var der en mosaik af identiteter. Nationalstatsmodellen er nu ved at gå i opløsning, f.eks. i Syrien, Irak og Libanon. Israel er en del af denne opløsningsproces. At indføre en ny stat midt i den arabiske verden fungerer ikke. Opløsningsprocessen for fejlslagne stater er langsom, smertefuld og kaotisk, men skal også ses som en mulighed for at skabe noget nyt. Spørgsmålet er, om nogle af fortidens sociale, kulturelle og politiske værdier kan bringes i spil igen i nye sekulære former, der kan føre til et mere tolerant multireligiøst, multietnisk og multikulturelt Mashreq (den østlige del af den arabiske verden) med fredelig sameksistens (jf. Ussama Makdisi: »The age of co-existence«).
Det bliver svært at forsvare et teokratisk Israel i fremtiden. Historien viser, at facistiske og racistiske herskere altid falder - selv om det kan tage lang tid - fordi de i deres selvcentrerede interesse ikke er i stand til at lede lande og sørge for deres folks behov. I historiens løb er facistiske kræfter blevet overvundet f.eks. i Columbia. Den frygtelige grusomhed er en mulighed for at afsløre umoral.
Oslo-fredsprocessen beskæftigede sig ikke med konteksten før og op til 1948, så den kunne ikke lykkes. Richard Falk (FN's tidligere særlige rapportør om Palæstina) indkalder en gruppe engagerede personer til at overveje at oprette en Gaza-tribunal: Ikke for at efterforske (kendsgerningerne og beviserne er der allerede), men for at presse på for politisk handling - modvirke zionismen og se frem mod en enstatsløsning - i en verden, hvor internationale institutioner som ICC og ICJ bevæger sig meget langsomt og ofte er under politisk pres/begrænsninger. Oslos fiasko har bragt den vigtige diskurs om bosætter-kolonialisme tilbage i solidaritetsbevægelserne for Palæstina: En stor ændring i forhold til fredsdiskursen.
Der er to ure, der bevæger sig i forskellige tempi:
1. Det israelske ødelæggelses ur, som bevæger sig hurtigt i desperation
2. Uret for solidaritet for at gøre en ende på zionismen, som bevæger sig langsommere.
Det bedste, vi kan håbe på, er, at USA mister interessen og trækker sig ud af regionen (trumpistisk isolationisme?).
Det er svært, men nødvendigt, at tænke længere end det næste år eller to. Det er den eneste måde at se noget håb på. Håb er ikke passiv optimisme, men håb der fører til handling.
Unge mennesker verden over har ikke længere geografiske grænser på grund af internetkommunikation, og de begynder at udtrykke sig og er mere forenede om fremtiden, bekymrede for menneskerettigheder, med klarere moralske værdier og forenede i demonstrationer med en mangfoldighed af forskellige grupper. BDS-bevægelsen vokser sig stadig stærkere. Store dele af det jødiske sekulære samfund internationalt er en del af denne nye solidaritetsbevægelse: Zionismen og Israel er blevet meningsløs for dem, og de søger efter en ny selvforståelse, hvor de forbinder deres egen sag med andre uretfærdigheds sager. Dette opfattes som en trussel af Israel.
Millioner af mennesker verden over kæmper for den palæstinensiske sag, og det ses som en del af kampen for andre vigtige sociale og politiske uretfærdigheder. Så nøglen til andre problemer er at arbejde på den palæstinensiske sag og omvendt. Måske er det også på tide, at Israel stiller palæstinenserne spørgsmålet: »Hvilken fremtid kan der være for 8 millioner jøder?« (normalt er det det modsatte spørgsmål, der bliver stillet!).
Hvornår begynder politikerne at indse, at støtte til den palæstinensiske sag er en vindersag for dem, ikke en tabersag?
Folk i Palæstina vil høre om, at folk på verdensplan er bekymrede og taler deres sag og handler for dem, selv om vi ikke ser ud til at skabe umiddelbare resultater. Forskellige former for boykot, især af sport, kan være en vigtig ting.
De unge har opgivet den politik, der kommer ovenfra, fordi den ikke tager fat på de vigtigste globale problemer, vi står over for i dag: klima, biodiversitet, konflikter. Der er en bevægelse i gang for at tage afstand fra de fremherskende kolonialistiske holdninger og skabe demokrati og politik »nedefra« og til: En proces, der vil tage tid. Har vi den tid?
Noter af Uffe Gjerding, 5. november 2024