Det er nu over et år siden, at FNs generalsekretær António Guterres udtalte disse famøse ord. Det var ikke alle, der var begejstrede for den bemærkning - og da slet ikke i Israel. Men ifølge den israelske historiker, Ilan Pappé, der besøgte Danmark for nylig, er der ingen vej uden om: Uden en analyse og forståelse af konteksten får vi ikke det perspektiv, der er nødvendigt for at søge en langsigtet løsning på konflikten. Desværre har både medierne og politikerne i vidt omfang svigtet denne opgave.
Det er der ifølge Ilan Pappé flere grunde til. Et er, at medier og politikere generelt kun forholder sig til det, der sker her og nu og på den korte bane. Men måske er det grundlæggende problem i virkeligheden, at det er for smertefuldt at se historien og konteksten i øjnene. For Israel ville det indebære et tilbageblik på, hvad der skete i 1948 og tidligere i forhold til håndtering af den indfødte, palæstinensiske befolkning i landet. Det ville tvinge Israel til at droppe forestillingen om, at Palæstina og palæstinenserne simpelthen vil forsvinde. Netop nu forsøger Israel i stedet at tage afstand fra FN og at slippe af med UNRWA og tror så at de også vil slippe af med flygtningeproblemet, som har ligget uløst siden 1948.
Vesten har måske heller ikke så meget lyst til at se tilbage på, hvad der måske gik galt, da vi besluttede, at det jødiske spørgsmål skulle løses i Mellemøsten og ikke i Europa. Vi skabte en ny nationalstat i Mellemøsten efter vestlig model for at slippe af med vores egen jødiske befolkning, især efter 2. verdenskrig. Vi er uvillige til at konfrontere denne kendsgerning og dens implikationer for palæstinenserne og fortsætter derfor med at støtte Israel. Vi ser derfor generelt tingene i et perspektiv af israelsk selvforsvar, Iran som en blæksprutte med tentakler i hele Mellemøsten, islam som antisemitisk osv.
Den 7. oktober viste, at palæstinenserne og deres sag ikke forsvinder – tværtimod. Gaza var i sin tid et vigtigt kulturelt og handelsmæssigt knudepunkt i Palæstina, men i 1947-49, hvor Egypten nægtede at modtage de mange flygtninge, der blev fordrevet af Israel, skabte Israel den kunstige enklave Gaza Striben, hvor 2/3 af befolkningen bestod af flygtninge. Israel har lige siden med forskellige midler kontrolleret Gaza-striben som verdens største fængsel. Men palæstinenserne var ikke klare til at acceptere sådanne levevilkår, så derfor er det ingen overraskelse, at Gaza er blevet en hovedinkubator/et arnested for palæstinensisk modstand.
Pappé siger, at han havde set dette komme på grund af Israels vedvarende afvisning af palæstinensernes rimelige krav på grundlæggende rettigheder, men niveauet af hensynsløshed og dehumanisering og støtten hertil i den brede israelske offentlighed havde han ikke forudset. Og endnu mindre havde han forestillet sig, at Vesten ville se på, at et folkedrab finder sted uden at forsøge at gribe ind, hvorfor Vesten er blevet medskyldig i krigsforbrydelserne.
Desværre er begivenhedsforløbet, som vi er vidne til nu, ikke nyt. Vi og vores politikere så, hvad der var undervejs i Tyskland i 1930'erne, men gjorde intet for at stoppe det før 1945, hvor hele befolkninger havde gennemgået store lidelser og var blevet myrdet. Er det det, Gaza/Palæstina også skal igennem, før det internationale samfund griber effektivt ind?
I Israel er vi vidne til skabelsen af det, som Pappé kalder 'Staten Judæa’, bosætternes stat. 'Staten Judæa' overtager gradvist vitale institutioner som f.eks. politiet. For denne bevægelse er voldelig konflikt og apokalyptisk katastrofe et varsel om, at bedre tider, den bibelske herlighed, vil komme.
Netanyahu er en pragmatisk og magtbegærlig hersker, der til egen fordel skaber alliancer med højrefløjen og religiøse fraktioner. Men selv hvis en protestafstemning mod Netanyahu førte til et regeringsskifte, ville det næppe gøre den store forskel på den førte politik. For oppositionen tilbyder ikke noget alternativ: De er ikke imod folkedrabet i Gaza, indgrebene i Libanon og angrebene på Iran. Og mindst 500.000 fra den sekulære elite, som kunne have udgjort en reel opposition, har forladt Israel midlertidigt eller permanent. Vi kan derfor kun forvente mere af det samme: Fortsat etnisk udrensning og annektering af det nordlige Gaza med mulige israelske bosættelser der. På Vestbredden er flere områder allerede blevet etnisk udrenset. Israel vil sandsynligvis annektere hele område C. Livet i områderne A og B bliver stadig mere besværliggjort i håbet om, at flere og flere palæstinensere forlader landet.
Palæstinenserne mangler også lederskab og en klar vision. Kan PLO reformeres, eller er det nødvendigt med et alternativ? Unge palæstinensere på tværs af grænserne er trætte af og mistroiske over for politik ’fra oven’. Vi hører bl.a. fra de kristne palæstinensere, at de unge er i gang med at skabe en ny vision, der er moralsk og afspejler folkets vilje. De diskuterer ivrigt, hvordan den kan implementeres. Det vil tage tid. Men den 7. oktober har skabt en ny og stærkere følelse af fælles identitet og beslutsomhed blandt palæstinensere i Israel, i de besatte områder og i diasporaen.
De arabiske stater har herskere, ikke ledere. Deres befolkninger – især de unge – er også utilfredse. De mangler muligheder og savner solidaritet med det palæstinensiske folk. Den palæstinensiske sag er blevet et symbol, en lakmusprøve.
Den nationalstatsmodel, som de vestlige imperiale magter påtvang Mellemøsten, var fremmed for regionens sociale og politiske kultur, hvis fremherskende træk var kollektiv identitet og multireligiøs og multietnisk sameksistens. Nationalstatsmodellen er nu i opløsning f.eks. i Syrien, Irak og Libanon. Israel spiller en rolle i denne opløsningsproces, som er langsom, smertefuld og kaotisk, men som også kan ses som en mulighed for at skabe noget nyt. Spørgsmålet er, om nogle af fortidens sociale, kulturelle og politiske værdier igen kan bringes i spil i nye sekulære former, der kan føre til et mere tolerant multireligiøst, multietnisk og multikulturelt Mellemøsten med fredelig sameksistens.
Det er svært, men nødvendigt, at tænke ud over det næste år eller to, men det er det eneste håbefulde. Håb er ikke passiv optimisme. Det ser vi hos de unge. For dem ophæver internetkommunikation betydningen af geografiske grænser, og de udtrykker sig og er mere forenede om fremtiden, bekymrede for menneskerettigheder, har klarere moralske værdier og er forenet i demonstrationer med en mangfoldighed af forskellige grupper. Boykotbevægelsen vokser sig stadig stærkere. Store dele af det internationale, sekulære jødiske samfund er med i denne nye solidaritetsbevægelse: Zionismen og Israel er blevet meningsløse størrelser for dem, og de søger efter en ny selvforståelse.
At millioner over hele kloden kæmper for den palæstinensiske sag, ses som en del af den overordnede kamp mod vigtige sociale og politiske uretfærdigheder. De unge har opgivet politik, der kommer fra oven, fordi den ikke adresserer de vigtigste globale spørgsmål, som vi står over for i dag: bl.a. klima, biodiversitet, konflikter. De arbejder for at skabe demokrati og politik ’nedefra’. Det er en proces, der tager tid. Har vi den tid? Forstår vores politikere det? Og forstår de, at støtte til det palæstinensiske spørgsmål måske er en vindersag for dem, ikke en tabersag?