9. OKTOBER 2024
Af: Ghassan Rubeiz, Oversat af Uffe Gjerding
I løbet af de sidste 12 måneder har Israel med USA's støtte delvist besejret Hamas, svækket Hizbollah og ydmyget Iran. Iran har gjort to forsøg på at gengælde, men de har været ineffektive. Nu ser det ud til, at Israel har fået grønt lys fra Washington til at angribe Irans militær- og olieinstallationer - dog ikke dets atomanlæg - og føler sig også opmuntret til at invadere Libanon. Israels innovative efterretningsvæsen og effektive krigsmaskineri har hurtigt ændret magtbalancen i Mellemøsten.
Alligevel er Tel Aviv stadig usikker på sin politiske identitet og vejen frem. I søndags foreslog Fareed Zakaria i CNN's »Global Public Square«, at Israel ikke kan og vil føle sig sikker, før landet begynder at tænke strategisk i stedet for at fokusere på taktiske gevinster.
I takt med at krigen i Libanon udvikler sig, forsvinder krigen i Gaza desværre fra verdenssamfundets opmærksomhed. Libanon ventede i månedsvis på en våbenhvile i Gaza i håb om, at Hizbollahs konflikt med Israel også ville slutte. Men Netanyahu har ikke været villig til at stoppe kampene i Gaza, før han gik til angreb på Hizbollah.
Nu er rollerne byttet om: Det er palæstinenserne, der venter på en våbenhvile i Libanon, så blodbadet i det, der er tilbage af Palæstina, kan stoppe. I Israel har fokus på den nye krig i Libanon desuden flyttet offentlighedens opmærksomhed væk fra gidslernes og fangernes skæbne, de titusinder af civile og soldater, der er blevet dræbt i krigen, de to millioner ødelagte gazaneres lidelser og en million fordrevne libaneseres og 200.000 fordrevne israeleres tilbagevenden.
Israel er ikke alene om at ville eliminere Hizbollah: USA har også set det som en trussel mod Libanon og regionen i årevis. Men Libanon vil ikke hurtigt genvinde sin suverænitet som stat, bare fordi Hizbollah er besejret.
David Ignatius' hurtige løsning for Libanon, som han foreslog i Washington Post i sidste uge, er mest ønsketænkning. Tættere på målet er hans indrømmelse et par dage senere af, at »Netanyahu ignorerede planlægningen af ›dagen efter‹ i Gaza og begår den samme fejl nu, hvor IDF smadrer Libanon.« Libanons komplicerede politiske problem er uløseligt uden samarbejde med alle landets etniske og religiøse samfund, herunder Hizbollahs shiamuslimske samfund, som har lidt under årtiers forsømmelse og misbrug.
Uden det shiamuslimske samfunds støtte kan Libanon ikke blive et robust demokrati og i sidste ende ikke skabe en stabil fred med Israel. Det er ligeledes urealistisk at tro, at Irans indflydelse på Libanon kan elimineres med magt.
I løbet af de næste par dage vil Israel sandsynligvis gennemføre et luftangreb på Iran. Hvis effekten er betydelig, vil Iran gøre gengæld en tredje gang. Måske slår de hårdere til denne gang eller rammer civile. Konsekvenserne kan blive alvorlige. Selv hvis Iran bliver ydmyget militært, vil befolkningen i regionen ikke acceptere Israels tiltagende aggression. Hvis tingene når et kogepunkt, må Washington bekymre sig om stabiliteten i de arabiske golfregimer, hvis sikkerhed stadig afhænger af offentlighedens accept af nye partnerskaber med Vesten.
Det er ikke til at sige, hvordan denne voldsbølge vil udvikle sig. Det, der er sikkert, er, at den ikke vil hjælpe Israels sikkerhed på lang sigt. Selv hvis det lykkes Israel at besejre Hamas og Hizbollah, vil de to bevægelser vende tilbage til deres rødder som guerillabevægelser. Hizbollah opstod i Libanon som en guerillastyrke i begyndelsen af firserne som reaktion på den israelske invasion i 1982. På samme måde opstod Hamas i Gaza og på Vestbredden i slutningen af firserne for at forsøge at give palæstinenserne i de besatte områder føringen i modstanden mod besættelsen. Begge bevægelser har dybe ideologiske og sociale bånd til deres samfund.
På trods af ændringen i magtbalancen har hverken arabere eller israelske jøder lært meget af de tragedier, de har været udsat for i løbet af det seneste år. For at opnå en strategisk sejr er Israel nødt til at genoverveje dybt forankrede antagelser om en besættelse, der er blevet værre og værre i løbet af de sidste femoghalvtreds år:
- At palæstinenserne ikke fortjener at have deres egen stat; de er »ikke politisk modne«.
- At syv millioner jøder kan opretholde en besættelse af en palæstinensisk befolkning af samme størrelse;
- At kulturelle forskelle mellem arabere og jøder udelukker deres sameksistens;
- At palæstinensisk modstand i enhver form er terrorisme og antisemitisme;
- At magt vil afskrække palæstinenserne fra at gøre modstand mod besættelsen;
- At palæstinensisk modstand hovedsageligt mobiliseres og kontrolleres af uhyggelige eksterne kræfter, hvis fjernelse vil få den til at forsvinde;
- At regional fred skal inkludere nogle regimer og udelukke andre.
Palæstinenserne er også nødt til at revurdere en række antagelser om, hvordan de forbereder sig på uafhængighed og sameksistens med Israel. Måske er den mindst værdsatte visdom for begge sider erkendelsen af, at ægte fred er garanteret, når de to sider arbejder kreativt sammen i søgen efter fælles grundlag, sikkerhed og velstand.
Ghassan Rubeiz er tidligere Mellemøst-sekretær i Kirkernes Verdensråd. Tidligere underviste han i psykologi og socialt arbejde i sit fødeland, Libanon, og senere i USA, hvor han bor nu. I de sidste tyve år har han bidraget til politiske kommentarer og lejlighedsvis holdt offentlige foredrag om emner relateret til fred, retfærdighed og interreligiøsitet. Du kan kontakte ham på rubeizg@gmail.com