Jeg husker, hvordan det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg kiggede ind i et geværløb første gang. Det var en fredag i Husan, en lille landsby uden for Betlehem.
Af Anne Yde Vestergaard, gymnasielærer og tidligere menneskerettighedsobservatør for Kirkernes Verdensråd. Artiklen har tidligere være bragt i Information.
Fredagsbønnen var netop afsluttet, og mænd og drengebørn i alle aldre strømmede ud af moskeen og begav sig i mindre flokke op ad vejen. Soldaterne, der hver fredag tager opstilling bag moskeen, havde lavet et checkpoint og gjorde klar til at affyre tåregas.
Jeg sad på forsædet i en bil, der nu hverken kunne komme frem eller tilbage, tre biler væk fra soldaterne, og det var i denne fastlåste situation, jeg kiggede og kun kunne se ind i geværløbet. »Ikke være bange, ikke være bange,« tænkte jeg. Jeg trak vejret så roligt, jeg kunne, og undertrykte min lyst til at råbe en advarsel til chaufføren, for han havde set det, det havde vi alle, og han skulle have ro til at træffe de rigtige beslutninger.
Det var ganske få dage, efter jeg var flyttet til Betlehem, hvor jeg i knap tre måneder i efteråret 2024 skulle arbejde som menneskerettighedsobservatør for Kirkernes Verdensråd. Jeg kunne ikke længere holde ud at være et passivt vidne til Israels angreb på den palæstinensiske civilbefolkning, og jeg kunne ikke leve med, at politikerne og verdenssamfundet ikke tog afstand fra Israels overtrædelser af menneskerettighederne. Jeg havde brug for at medvirke til at dokumentere og fortælle om de daglige overgreb og den systematiske chikane.
Denne dag i Husan besluttede jeg, at jeg måtte lære ikke at blive bange, når soldater sigtede på mig. Jeg tænkte på Ronja Røverdatter, der en hel dag balancerede på kanten af en afgrund for at øve sig i ikke at være bange for højder. Det var let at øve mig i ikke at være bange for våben, for jeg var tvunget til at passere bevæbnede soldater flere gange om dagen. På Vestbredden er dét at blive sigtet på med skarpladte våben en del af dagligdagen. Ikke bare for voksne, men også for børn.
En af vores vigtigste opgaver var at overvåge adgang til skoler. Tidligt om morgenen kørte vi til Al-Khadr, et lille bysamfund i udkanten af Betlehem, for at se, om der var soldater ved Khamsa-skolen. Khamsa betyder fem, for skolen består af fem forskellige skoler med i alt cirka 1.000 elever. Det var så dejligt at se eleverne gå langs olivenmarkerne i deres blå skoleuniformer i det smukke morgenlys. Men det rørende syn af skolebørn var ledsaget af frygt og agtpågivenhed, for ofte holder jeeps skjult bag oliventræerne eller bag hegnene langs vejene, og på et øjeblik kan morgenidyllen brydes af brag fra chokgranater og angreb med tåregas.
Jeg var vidne til et sådant angreb en søndag morgen. Vi havde bemærket, at der var jeeps i olivenmarken, og pludselig overhalede en jeep i høj fart vores bil. Jeepen standsede brat foran os midt i en rundkørsel, hvor der gik masser af skolebørn. En soldat åbnede døren og affyrede fem tåregaspatroner og kastede en chokgranat. Det skete helt uprovokeret og uden grund. Der var ingen stenkast, ingen trusler, soldaterne kunne frit køre, hvorhen de ville. Børnene skreg og løb til alle sider med tårerne trillende ned ad kinderne. Voksne på stedet gennede børnene mod den lille gade, der førte op til skolen. Til min skræk så jeg, at jeepen kørte efter børnene ad den smalle gade. Gaden var et kaos af biler, grædende skolebørn og ældre kirkegængere på vej til messe i den katolske kirke. Kort efter hørte vi igen lyden af tåregaspatroner og kunne se de hvide skyer længere fremme.
Jeg bemærkede en pige, der kom gående imod os væk fra skolen. Jeg undrede mig over, at hun gik den forkerte vej. I skolegården mødte jeg hende igen. Hun sad og græd på en bænk. Hun var heldigvis ikke særligt påvirket af tåregassen, men havde fået et chok, da soldaterne affyrede tåregaspatronerne. Det var derfor, hun havde gået hovedløst rundt uden for skolen. »Du må ikke være bange,« sagde vores chauffør til hende. »Turisterne skal ikke se, at du sidder og græder, du må vise sumud.« Sumud kan oversættes med standhaftighed og er et begreb for den vedholdende kamp for uafhængighed i Palæstina. Den 11-årige hikstede efter vejret og prøvede at stoppe gråden, men hun kunne ikke falde til ro, og lærerne ringede efter hendes mor. Skoleinspektøren for de store pigers skole talte også om sumud. »Jeg kan ikke lukke skolen,« sagde hun. »Vi bliver nødt til at kæmpe med blyanten og bogen. Det er sumud.« Flere skoleinspektører fortalte mig, hvordan de først forlader skolen, når det sidste barn er gået, og hvordan de føler en stor lettelse, når dagen er gået uden angreb på børnene.
På mange skolekontorer hænger martyrbilleder af smilende børn, der er blevet dræbt af soldater. På en skole i en nærliggende landsby hænger et billede af en syvårig dreng. Han er søn af en af lærerne på skolen. For to år siden kom israelske soldater til hans hjem for at arrestere ham. De sagde, at han havde kastet sten mod dem. Hans far bad soldaterne tage en af hans større drenge i stedet, for han var jo kun syv år, men soldaterne insisterede. Da drengen hørte dette, forsøgte han at flygte, men han løb lige i armene på soldaterne. Han blev så bange, at han faldt om med hjertestop. Faderen bar ham lynhurtigt til sin bil for at køre ham til hospitalet, men blev stoppet af soldaterne. De troede ikke på, at drengen havde fået hjertestop og nægtede faderen at køre. Derfor døde drengen på bagsædet af bilen.
Nogle morgener parkerer soldaterne en jeep inde på skolens område. Andre morgener stiller de sig i fuld udrustning med skarpladte geværer, så skolebørnene er tvunget til at passere dem med få meters afstand. Mange af børnene er tydeligt rædselsslagne for at gå forbi soldaterne. De store børn tager de små i hænderne og hjælper dem forbi. Lærerne skynder på alle. Nogle dage hjalp vi til. Jeg, med en kold rislen ned ad ryggen, for selv om jeg havde øvet mig i ikke at være bange for skarpladte geværer, var situationen så anspændt.
Det er frygteligt at være vidne til soldaternes chikane af skolebørnene. Det er frygteligt at se de grædende børn, at høre dem skrige af rædsel, at se drengenes hårde ansigter og frygte, at de kaster sten mod soldaterne, hvilket let kan udløse skarpe skud mod børnene. Men det værste er at se små børn med sorgfulde ansigter og hængende skuldre efter at have været fanget i det kaos, som soldaterne skaber.
Jeg hjemsøges af synet af en lille pige med hvid sløjfe i håret og en lidt for stor skoletaske på ryggen gående helt alene på vejen til de yngstes skole med et udslukt udtryk i ansigtet. Hendes mundvige vendte nedad i lydløs gråd. Det var endnu en ufrivillig lektie i sumud, som forældre i Palæstina ikke kan beskytte deres børn imod.
Gruppen, der afløste os, har rapporteret om flere angreb som det, jeg var vidne til. Angrebene sker oftere nu, og skoleinspektøren fra de store pigers skole på Khamsa-skolen fortæller, at mange børn er bange for at komme i skole på grund af angrebene fra soldaterne. Mange af børnene har psykiske lidelser som følge af de militære angreb, men der er ikke midler til at yde dem nogen støtte.
Mens verdens opmærksomhed er rettet mod den usikre våbenhvile i Gaza, forværres situationen for befolkningen på Vestbredden. Denne kronik er mit forsøg på at rette opmærksomheden mod palæstinensernes hverdag på Vestbredden. Om ikke andet, så bare et øjeblik. Vi kan ikke tavst se til, at skolebørn angribes med tåregas af bevæbnede soldater.
Del dette: