Kairos Palestines udtalelse i forbindelse med våbenhvilen i Gaza

Vores palæstinensiske partnere udtrykker stor glæde ved, at der endelig er kommet en våbenhvile i stand i Gaza. De første dage har vist, at det er muligt at bringe omfattende humanitær hjælp ind i Gaza uden forhindringer. Kun det ødelagte vejnet byder på udfordringer til en ellers fornuftig fordeling af den hårdt tiltrængte hjælp: mad, vand, medicin, materialer til husly, brændstof.

Der er mange bekymringer om, hvorvidt våbenhvilens anden fase – efter 42 dage – vil blive til noget. Her er fortsat internationalt pres afgørende.

I Kairos Palestines udtalelse om våbenhvilen lægges der bl.a. vægt på to vigtige ting:

  1. Det understreges, at det, der sker i Gaza, ikke må ske på bekostning af palæstinenserne på Vestbredden, inklusive Jerusalem. Våbenhvileaftalen for Gaza må ikke bane vejen for yderligere israelsk annektering af palæstinensisk jord på Vestbredden eller en ny bølge af drab, lemlæstelse, ødelæggelse og fordrivelse af palæstinensere.
  2. Selvom våbenhvilen og fangeudvekslingen markerer betydelige fremskridt, kan varig fred kun opnås gennem retfærdighed, ansvarlighed og eksplicit anerkendelse af palæstinensernes rettigheder.

 

I det oprindelige Kairos Palestine dokument understreges således, at: 

“Vores fremtid og deres fremtid er én. Enten den voldscyklus, der ødelægger os begge, eller fred, der vil gavne os begge.”

 

Del dette: