Af Knud Vilby, journalist og fhv. chefredaktør for Information
Kommentar i Information 30. januar 2025
Jeg har uendelig stor respekt for professor i statskundskab Ole Wæver, der i Information siger, at »i en krise så alvorlig som den i Grønland, er det rimeligt at forvente, at enhver i et betroet erhverv tænker sig om«. Han taler om det nationale ansvar ikke bare for politikere, »det gælder også forskere og journalister«.
Det er svært at argumentere mod, at vi alle skal tænke os om. Men jeg vil alligevel uden overhovedet at sætte lighedstegn trække nogle paralleller til dengang i 1930’erne, da Danmark og danske medier i vid udstrækning viste så meget omtanke, at befolkningen kun fik kvarte eller halve sandheder om den udvikling, der var i gang i Tyskland.
En af datidens betydeligste journalister var Nicolai Blædel, og i 1945 kom hans bog Forbrydelse og dumhed med undertitlen »Hitler-krigens forspil i europæisk storpolitik«. I bogens forord skriver Informations mangeårige chefredaktør Erik Seidenfaden om de krav, Tyskland stillede til Danmark i den førkrigstid, han kalder »opmarchens år«. Han fastslår, at »det var ikke blot under besættelsen, at dansk presse var under censur. Den begyndte med indirekte midler flere år forinden«. Det nyttede ikke meget at holde sig til folkerettens regler, skrev han, for Tyskland havde en udvidet fortolkning af neutralitetskravet til Danmark, og han tilføjer, at »for de politiske skribenter drejede det sig i disse år om, hvorvidt pressens hensyn til statens interesser var større end deres ansvar overfor folkets oplysning«.
En nabo som vi nødvendigvis måtte have et godt forhold til
Der var masser af eksempler på den indirekte censur i 1930’erne, og meget udsprang af velvilje overfor den store nabo, der jo på mange måder var vores tætteste allierede.
I Politikens jubilæumsbog »De første 100 år« skriver Bo Bramsen om Valdemar Koppel, der var Politikens ansvarshavende chefredaktør fra 1933-1937, at for ham var Frankrig »kulturens bærer par excellence, Tyskland en politisk opkomling, men dog med krav på respekt og i hvert fald: det var en nabo, som vi nødvendigvis måtte have et godt forhold til«.
Sammenligninger skal ikke trækkes for langt. Enhver udenrigspolitisk krise er unik, og der er store forskelle på dengang og nu. Alligevel må journalistisk omtanke også i dag føre til refleksioner over, hvordan vi denne gang undgår, at national ansvarsfølelse fører til selvcensur og begrænsninger i det Erik Seidenfaden kaldte »folkets oplysning«.
Det skriver jeg også, fordi Danmarks tætte forhold til USA jo allerede inden Trump har ført til visse topdirigerede forsøg på at styre opinionen.
Forsøg på at tækkes USA
Vores regering har med statsministeren i spidsen igen og igen understreget »Israels ret til at forsvare sig selv«, selv om dette forsvar har medført, at palæstinensisk terror er blevet besvaret med mangedoblet israelsk terror. Og regeringsholdningen er blevet lagt ud over opinionsdannelsen i Danmark, med noget der ligner et dekret om at bruge antiterrorloven mod mennesker, der har vist sympati for palæstinensisk terror. En stribe sager er indbragt for retssystemet. Mens ingen er blevet sigtet for at billige hverken den israelske hærs eller de illegale bosætteres terror.
Der er samtidig kommet en skærpelse af regler om brug af offentlige bygninger som kulturhuse og skoler til almene oplysningsformål. Man kan ikke længere uden videre leje et kommunalt lokale billigt til et debatarrangement om Mellemøsten.
Forklaringen på den nye praksis er formentlig delvis regeringens traditionelle og forståelige sympati for Israel, men det er også en konsekvens af den tætte alliance med USA, der med økonomisk og militær støtte har gjort massakrerne på palæstinensere mulig. Der måtte ikke komme mindste sprække i den dansk-amerikanske alliance.
Men hvad så nu, hvor Trump taler om at overdrage Gaza til Israel og genbosætte palæstinensere i nabolande? Jeg forudser, at regeringen vil undgå negative kommentarer for at undgå, at Grønlandskrisen bliver endnu værre. Men skal den politiske opposition følge samme linje. Skal forskerne? Skal medierne?
Jeg er sikker på, at Ole Wæver vil sige nej, men hvor starter og slutter glidebanen?
Hver gang der er krise, oplever vi appellen om nationalt sammenhold, og den har ført til tendenser i retning af styring af opinion og informationer oppefra.
Netop nu har journalister og forskere og uafhængige civilsamfundsorganisationer et helt særligt ansvar til at bruge omtanken til at være modige og sige det, som regeringen ikke nødvendigvis ønsker sagt.
Det handler om folkets oplysning, men også om at fastholde en demokratisk debat, der også – trods Trump og nye NATO-styrkemål – må handle om, hvordan man bedst bruger nogle hundreder af nye milliarder kroner: Til militær styrkelse af et forsvar, der længe har vist, at det ikke magter at administrere store summer, eller til en dansk og international klimaindsats?
Den udenrigspolitiske krise er stadig langtfra den eneste globale krise. Klimatruslen og truslen mod børnebørns og oldebørns livsmuligheder er ikke blevet mindre med præsidentskiftet i USA. Tværtimod.