Kirkenes Verdensråd og Israel/Palæstina

I september 2022 afholdt Kirkernes Verdensråd generalforsamling i Karlsruhe i Tyskland. Der var på det tidspunkt et stærkt ønske om, at man skulle vedtage en markant erklæring om Mellemøsten med fokus på Israel/Palæstina.

Af Uffe Gjerding

Presset kom bl.a. fra palæstinensiske kristne selv og sydafrikanske kristne, der havde levet under apartheid og så mange paralleller til situationen i Israel/Palæstina. Det lykkedes da også ved konsensus at få vedtaget en ganske stærk udtalelse med klare anbefalinger til Kirkernes Verdensråd og dens medlemsorganisationer om bl.a. at undersøge og forholde sig til apartheid anvendt på Israel/Palæstina.

I juni 2024 har Kirkernes Verdensråds Eksekutivkomite så holdt møde i Columbia og vedtaget en ny udtalelse som opfølgning på generalforsamlingen og i lys af udviklingen siden 7. oktober 2023. Der blev også nedsat en komite bl.a. med palæstinensisk deltagelse, der skal følge op på disse erklæringer.

Den nye udtalelse er dog ikke blevet modtaget med udelt begejstring fra palæstinensisk side. Få dage efter mødet i Columbia har bestyrelsesmedlemmer fra Kairos Palestine offentliggjort deres egen kritiske gennemgang af Kirkernes Verdensråds dokument. Vi deler her med Betlehems Venner både Kirkernes Verdensråds dokument og den kritiske gennemgang fra Kairos Palestine.

Begge dokumenter er oversat af Uffe Gjerding.

Del dette: