Jens From Lyng
Der er mere julesorg end julefred i disse dage i byen Betlehem, hvor Jesus ifølge Juleevangeliet blev født. Byen, der ligger på den besatte Vestbred, er mere end 75 kilometer væk fra det sydlige Israel, der blev ramt af et terrorangreb den 7. oktober, men den mærker stadig konsekvenserne af det.
Ikke alene kan den palæstinensiske befolkning i Jesus’ fødeby se til, at dens folk i Gaza bliver bombet og må flygte fra deres hjem. Den er også selv ramt på økonomien af Israels modsvar. Juletiden plejer at være den travleste i Betlehem, hvor turisme udgør en stor del af byens økonomi. Men på grund af lukkede veje og stigende vold på Vestbredden mellem israelske bosættere og palæstinensere, holder turisterne sig væk. Problemet med arbejdsløshed er kun blevet større af, at Israel siden angrebet har revet 130.000 palæstinensiske arbejdstilladelser itu.
Der er ikke meget at glæde sig over i Davids by, og det kan virke paradoksalt for folk i Danmark, der synger julesalmer om fred og forbinder højtiden med glæde og tryghed, siger Mitri Raheb, der er den palæstinensiske teolog, der har udgivet flest bøger og artikler, og som indtil 2017 var præst i den lutherske Julekirken i netop Betlehem.
"Palæstina har ikke haft fred i 75 år, så det er ikke nyt for os. Men for mange folk i Danmark vil det måske virke fremmed, fordi julen er forbundet med fred de fleste steder i Vesten,” siger han.
Jul er modstand
Men så simpelt er julebudskabet ikke, mener Mitri Raheb, som i dag er præsident for Dar al-Kalima Universitet i Betlehem, som han selv har grundlagt. Folk misforstår nemlig ofte en væsentlig passage i juleevangeliet, mener han.
“Da englen sang 'Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!’ til hyrderne på marken, var det i virkeligheden et modstandsbudskab. For sangen giver æren til Gud og ikke til Cæsar eller imperiet med alle sine militære kræfter. Nej, vi giver Gud æren og ikke et imperium, der er bygget på militær undertrykkelse, men på værdighed, lighed og retfærdighed,” siger han uden at lægge skjul på, at han ser staten Israel som nutidens pendant til Romerriget på juleevangeliets tid.
Det har været to hårde måneder for Mitri Raheb, som kender flere kristne i Gazastriben. Antallet af kristne i Gaza er nede på omtrent 1000 i dag, og flere af dem er er blevet dræbt i krigen enten på grund af Israels luftangreb eller på grund af manglende adgang til medicin.
Nogle af dem har kunnet forlade det isolerede område, fordi de havde internationale pas. Samtidig er kristne bygninger såsom en græsk-ortodoks kirke blevet ramt. I sådan en tid kan det være svært at finde på et positivt budskab. I solidaritet med palæstinenserne i Gaza er al julefejring da også blevet aflyst i Betlehem. Men hvis Mitri Raheb skulle holde en juleprædiken, ville den handle om de paralleller, han ser mellem Juleevangeliet og palæstinensernes historie i dag.
“Juleevangeliet er i sin essens en palæstinensisk historie. Og den historie har intet at gøre med den kommercielle jul, som man kan finde for eksempel i Danmark. Den har intet at gøre med 'Jingle Bells’ eller 'White Christmas’ eller den slags,” siger han og begynder at opremse lighederne mellem Josef og Maria og palæstinenserne i Gaza i dag:
“Historien om Jesu fødsel handler om en palæstinensisk jødisk familie, der på grund af ordrer fra en besættelsesmagt må vandre fra det nordlige Palæstina, Nazaret, til det sydlige Palæstina, Betlehem. Det er, hvad der er sket i Gaza også, hvor hundredtusinder har måttet flygte mod syd, mange af dem gravide ligesom Maria. Og ligesom Josef og Maria ikke kunne få værelser på nogen af herbergerne, oplever mange i Gaza i dag at være fordrevne uden at have et sted at gå hen.”
Hvor er håbet i den juleprædiken?
“Håbet er, at barnet overlever ligesom i Juleevangeliet. Kong Herodes var jo fortidens Benjamin Netanyahu [Israels premierminister], der i sin blodtørst krævede alle drengebørn dræbt, fordi han var bange for at miste sin magt. Men han lykkedes ikke med det, og selvom Jesusbarnet var fordrevet, kom han senere tilbage og var fredens budbringer. Han lovede os, at Guds rige ikke vil være bygget på magt og undertrykkelse, men på retfærdighed, lighed og værdighed.”
Hvis Netanyahu er den blodtørstige Kong Herodes, hvem er Hamas så i den fortælling?
“Jeg vil ikke sammenligne Hamas med kong Herodes, for de repræsenterer ikke imperiet. Jeg vil sammenligne Hamas med zeloterne [fanatisk jødisk modstandsgruppe], der forsøgte at bekæmpe Romermagten med vold. Jesus tog afstand fra zeloterne, og sagde jo til disciplen Peter, at alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.”
Fred uden fanatikere
Der ikke meget håb at spore hos palæstinenserne i disse dage, men måske kan den aktuelle krig få både israelere og det internationale samfund til at ændre kurs, håber Mitri Raheb. Han peger på, at premierminister Netanyahu har været en katastrofe for muligheden for en tostatsløsning, fordi han har understøttet udvidelsen af bosættelser på Vestbredden, samtidig med at han har tilladt Hamas at slå rod i Gaza.
Premierministerens politiske fremtid hænger i en tynd tråd efter terrorangrebet, men hvilket ansvar har palæstinenserne selv for at indlede fred? Flere har efterlyst palæstinensiske stemmer, der vil se indad og i højere grad fordømme den terror, der ikke bare fandt sted den 7. oktober, men som har eksisteret i mange år før Israels grundlæggelse.
“Alle har selvfølgelig et ansvar for at arbejde for fred. Det er vigtigt at genoplive PLO [Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation] og fodre den med unge folk og nyt blod, der kan føre dens sag. Men jeg vil også sige, at det ikke handler om at fordømme terrorisme. Det internationale samfund beder altid palæstinensere om at fordømme Hamas, men de beder aldrig israelske politikere om at fordømme bosættelserne på Vestbredden eller krigen i Gaza.”
Kan der være fred og en tostatsløsning, så længe en organisation som Hamas ikke er nedkæmpet?
“Det vigtigere spørgsmål er, om der kan skabes fred, når der sidder racister på magten i Israels regering. Jeg bryder mig ikke om ordet nedkæmpe. Det er en opfordring til at dræbe mennesker, og Vesten har været alt for ivrige for at dæmonisere folk i Mellemøsten. Den gjorde det med Saddam Hussein – jeg bryder mig ikke om ham, men se, hvad der skete. Det samme med Bashar al-Assad i Syrien. Det har været en katastrofe.”
I sidste ende er fred den bedste måde at nedkæmpe ekstremister på, tilføjer Mitri Raheb. Det er ikke en betingelse for fred, at Hamas forsvinder. Men hvis der er fred i området og frihed for palæstinenserne, vil det svække fanatikere på begge sider, mener præsten. Det håber han, at danskerne tænker på, når de om få dage går i kirke for at synge om julefred.
“Og så håber jeg, at de vil tænke på, at Betlehem ikke er en fantasiby et sted oppe i Himlen. Det er en rigtig by i Palæstina, hvor kristendommen tog sin begyndelse. Så når I synger om fred, skal I bare vide, at der ikke er fred her. Jesus sagde, at salige er de, som stifter fred. Vi har brug for folk, der vil hjælpe med at stifte fred, og her kan den danske regering tage første skridt.”