Palæstina 2025: Mørket før daggry – eller evig tragedie?

Af Birgitte Rahbek 

Et medieblik på Palæstina og omegn viser kun ødelæggelser, smerte og sorg. Ødelæggelser så voldsomme som et jordskælv, der er strakt ud i det uendelige.

Det kan være svært at finde ud af, om billedet er fra Gaza, fra Sydlibanon eller måske Jenin på Vestbredden – eller har vi bevæget os ind i de syriske Golanhøjder?

Og smerte og sorg så udstrakt som en flod af tårer og skrig, og dog så individuel og tæt på: det lille barn der står alene tilbage i verden, efter at hele familien er begravet under murbrokkerne – eller moderen der knuger sit døde barn til sig i det blodige ligklæde.

Kun med en flig af vores bevidsthed kan vi fatte omfanget af denne tragedie, men de, der selv har mistet, ved, hvor meget sorg et enkelt menneskes bortgang forårsager. I Gaza har næsten 40.000 børn mistet en eller begge forældre, heraf omkring 17.000 børn, der har mistet begge forældre; ca. 18.000 børn er selv blevet dræbt.

Men endnu sværere er det at forstå, hvordan en hel verden kan se på, mens alt dette foregår i real time og fortsat støtte Israel, som spreder sin destruktive kraft ud over hele Mellemøsten.

Da jeg forleden genså filmen No Other Land, slog det mig, hvor mange kræfter israelerne bruger på at ødelægge, chikanere og rive såvel bygninger som mennesker i stykker. Hovedparten af den film er optaget før oktober 2023, og vi ved, at situationen i dag er langt værre.

I slutningen af marts 2025 – efter at Israel endegyldigt havde brudt våbenhvilen – gik store menneskemængder på gaden i Gaza og demonstrerede for fred og imod Hamas. At demonstranterne råbte slagord imod Hamas og ikke kun – om end først og fremmest – imod Israel fik stor opmærksomhed i pro-israelske kredse. Straks blev det vendt til, hvorfor venstrefløjen ikke bakkede op om disse demonstrationer.

For israelerne selv var det lidt mere tvetydigt, for nu havde man jo netop solgt folkemordet med påstanden om, at alle i Gaza var Hamas, og end ikke babyer var uskyldige. Som så meget andet skyldes det en blanding af ond vilje i toppen og uvidenhed i bunden af samfundet.

Før 7. oktober 2023 viste en meningsmåling, at kun 36 procent i Gaza støttede Hamas, og i januar 2025 var tallet faldet til omkring 20 procent. Samtidig viste 2025-undersøgelsen, at der er sket en radikalisering af gazanernes holdninger.

Hvor et klart flertal før krigen støttede en tostats-løsning, og kun 20 procent støttede en militærløsning, som kunne resultere i Israels ødelæggelse, viste tallene i januar 2025, at under halvdelen nu støtter en tostats-løsning, mens lige så mange, 47 procent, foretrækker en løsning, hvor Israel går i opløsning. Kun 5 procent mente, at en demokratisk, binational stat med lige rettigheder for jøder og arabere ville være acceptabel og realistisk.

Det israelske netmagasin +972 sammenfattede demonstrationerne sådan her:

”Samtidig med at de gjorde Israel ansvarlig for nedslagtningen af over 50.000 igennem halvandet år og for at underkaste Gazastriben en langvarig blokade, som er blevet yderligere intensiveret under krigen, rettede de protesterende også deres vrede imod Hamas: De opfordrer gruppen til at gøre alt i dens magt for at standse bombardementerne, før den træder til side og giver plads til frie valg.”

I det franske netmagasin l’OrientXXI giver grundlæggeren af Gazapress, journalisten Rami Abou Jamous, udtryk for den irritation, som næsten alle i Gaza har – nemlig at vestlige journalister sjældent gider beskæftige sig med massakrerne, slagterierne og ”israelirierne”, som han kalder folkemordet. De er meget mere interesseret i at høre om folks holdning til Hamas. Folk er ganske rigtigt stadigvæk trætte af Hamas, og som nogen sagde ved demonstrationerne:

”Vi ved godt, at I er Netanyahus påskud, så giv ham ikke det påskud, giv magten fra jer, så folk kan fortsætte med at leve! Giv magten fra jer, så Gaza kan leve! Giv magten fra jer, så 2,3 millioner mennesker ikke bliver fordrevet!”

Fra krigens begyndelse har det stået klart, at netop fordrivelsen af palæstinenserne fra de besatte områder har været målet med det hele: én gang for alle at føre den etniske udrensning fra 1948 og siden 1967 til ende.

Tidligt i forløbet prøvede amerikanske og israelske embedsfolk med deres stærke økonomiske muskler at true og tvinge Egypten og Jordan til at tage imod palæstinenserne fra henholdsvis Gaza og Vestbredden. Men de to regimers selvopholdelsesdrift overtrumfede de økonomiske lokkemidler.

Egypten har haft rigeligt at gøre med at nedkæmpe et par tusinde islamistiske oprørere i Sinai, så ideen om et par millioner vrede palæstinensere virkede ikke tillokkende. Et sådant bidrag til det israelske folkemord ville også gøre det egyptiske regime endnu mere upopulært i befolkningen.

Hvad Jordan angår, har over halvdelen af befolkningen allerede palæstinensiske rødder, så et par millioner oveni fra Vestbredden ville for alvor gøre Jordan til den palæstinensiske stat, som mange israelske politikere i årevis har talt om. Så det blev også nej tak derfra.

Endelig er der ingen, som tror, at det ville standse der, for der er jo stadig over 2 millioner palæstinensere i selve Israel, som ville være en evig påmindelse om, at staten er et bosætter-kolonialistisk projekt.

Det er netop bevidstheden om egen udsathed, der er forklaringen på, at de israelske palæstinensere holder lav profil og ikke tør demonstrere imod deres landsmænds nedslagtning i Gaza og på Vestbredden. De ved, at den israelske regering blot venter på én undskyldning for at igangsætte den længe ønskede transfer/fordrivelse.

På Vestbredden har det, man nu kalder for gazaficeringen, længe været undervejs og er blevet yderligere forstærket efter 7. oktober 2023. Udviklingen på Vestbredden og i Østjerusalem var en af Hamas’ begrundelser for angrebet 7. oktober 2023.

På det tidspunkt var der allerede i 2023 blevet dræbt 198 palæstinensere på Vestbredden, siden er yderligere 900 slået ihjel først og fremmest i den nordlige del af Vestbredden, som i mange år har været centrum for palæstinensisk modstand mod den israelske besættelse.

I tillæg til den israelske hærs (IDF) overgreb på palæstinenserne er der sket en voldsom stigning i vold, endda mord, fra bosættere, der så godt som ustraffet kan gøre hvad som helst – ofte under hærens beskyttelse og i hvert fald uden risiko for at blive dømt.

I perioden mellem 2005 og september 2023 analyserede den israelske menneskerettigheds-organisation Yesh Din 1.664 tilfælde af bosættervold mod palæstinensere. 94 procent blev lukket uden tiltale, og kun 3 procent førte til domfældelse.

10. oktober 2023 meddelte minister for national sikkerhed, Itamar Ben Gvir, at hans ministerium var i færd med at købe 10.000 angrebsvåben, som skulle deles ud til bosættere og til israelske jøder i blandede byer i selve Israel. Samtidig beslaglagde staten alene i 2024 mere palæstinensisk jord på Vestbredden end i hele perioden fra 2000 til 2023, nemlig 2.470 hektar – som de omklassificerede til statsjord.

I samme periode blev 68 såkaldt illegale bosættelser (ifølge international lov er alle bosættelser ulovlige, men de 68 var altså indtil da også ulovlige ifølge israelsk lovgivning) anerkendt af staten og blev forsynet med infrastruktur. Dertil kommer, at over 40.000 palæstinensere er blevet fordrevet fra deres hjem på Vestbredden, hvor de har måttet sno sig frem mellem de 793 kontrolposter.

I de palæstinensiske flygtningelejre på Vestbredden blev 30 km veje ødelagt, og det samme gjorde i hundredvis af bygninger og boliger. Billeder fra Jenin og Tulkarm ligner til forveksling billederne fra Gaza.

Ifølge en palæstinensisk kilde forventes det, at Israel i løbet af et par måneder vil vedtage en lov, der anerkender annekteringen af hele eller det meste af Vestbredden. Det er dog et synspunkt, som det israelske institut for national sikkerhed (INSS) The State of Israel’s National Security går imod, fordi:

”Intet område bør annekteres, uden at der er tale om en omfattende aftale, fordi en ensidig annektering vil forstærke Israels diplomatiske isolation og fremskynde demografiske ændringer, som i sidste instans vil gøre landet til en binational stat med arabisk flertal.”

Det er fornuftig snak, og det samme er det, når de slår til lyd for, at Israel skal prioritere at få gidslerne tilbage – også selvom det koster en våbenhvile og tilbagetrækning fra Gaza. Til gengæld synes INSS at være blottet for større visioner angående landets og de to folks fremtid. De kan kun tale om reformer af den palæstinensiske selvstyremyndighed, som skal være neutral, dvs. uden hverken Fatah eller Hamas.

Lidt flere visioner er der at finde i den arabiske plan, der i marts 2025 kom som et modstykke til ejendomshandleren Donald Trumps plan om at smide alle palæstinenserne ud af Gaza, hvorefter området skulle ryddes og så genopbygges som en mellemøstlig Riviera med liggestole og det hele.

Ligesom den våbenhvile – som Israel som forventet brød i marts – er den arabiske plan for Gaza opdelt i tre faser:  Den første består af midlertidige foranstaltninger, hvor området skal styres af en komité af teknokrater under det palæstinensiske selvstyre (PA). Her skal man i løbet af seks måneder begynde at rydde området og bygge 200.000 boliger og reparere 60.000 bygninger.

Den anden fase hedder genopbygning, hvor man fortsætter med at rydde og bygge 400.000 hjem, genoprette forsyninger med vand, renovation, telekommunikation og elektricitet og inden for 30 måneder at skaffe beboelse til hele befolkningen, samt bygge en industrizone, en fiskerihavn, en kommerciel havn og en lufthavn.

I den tredje fase skal en komité af teknokrater føre opsyn med den humanitære hjælp og ledelsen af området. Ifølge Mahmoud Abbas kan der, hvis forholdene tillader det, afholdes valg næste år. I alt regner man med, at det vil koste 53 milliarder dollars, og de skal administreres af et styrende råd.

Der er mange udestående spørgsmål til denne overordnede plan: Hvem skal styre Gaza, og hvem vil betale for projektet? For palæstinenserne er det vigtigt, at gazanerne selv kommer til at stå for genopbygningen, og at der stilles garantier for, at det hele ikke efter et par år bliver bombet sønder og sammen. Igen.

Ifølge den egyptiske præsident al-Sissi er det tanken, at teknokrat-regeringen på sigt skal bane vejen for, at det Palæstinensiske Selvstyre (PA, Palestinian Authority) kan vende tilbage til Gaza. Selvom Hamas har sagt god for planen, er det et spørgsmål, om de vil tillade PA at overtage Gaza.

Det bør nok også tages i betragtning, at næst efter den israelske hær er PA den mest upopulære instans i hele området. Det er også en af forklaringerne på, at der i februar blev afholdt en Palestinian National Conference i Doha, hvor de 400 delegerede over tre dage diskuterede, hvordan de kan genopbygge PLO som palæstinensernes legitime repræsentant for alle palæstinensere i og uden for de besatte områder.

Ikke overraskende så PA’s aldrende leder Mahmoud Abbas ikke med milde øjne på et sådant demokratisk initiativ, så under trusler om arrestation og fyringer forhindrede PA 33 medlemmer i at rejse til Doha.

Der er næppe megen tvivl om, at den israelske regering har benyttet 7. oktober-angrebet til at gennemføre nogle af deres gamle planer og undervejs udvikle nye.

Der er næppe heller tvivl om, at Hamas kynisk havde kalkuleret med, at Israel, som det er set tidligere, ville gå meget langt for at redde deres egne medborgere – og derfor ville kunne blive presset til at løslade et stort antal palæstinensiske fanger.

Der tog de fejl. Netanyahu og co. har tydeligvis været revnende ligeglade med gidslerne og deres skæbne. De har blot brugt dem som et påskud til at myrde løs blandt palæstinenserne. Kun et forsvindende lille antal gidsler er blevet reddet ud af militæret, langt hovedparten er kommet ud gennem forhandlinger.

Samtidig har Israel fortsat sit røveri af jord og sin gazaficering af Vestbredden og Østjerusalem. Dertil kommer ødelæggelsen af snesevis af landsbyer i Sydlibanon, tilegnelsen af dele af de syriske Golan-højder samt bombardementer over det meste af Syrien. Alt sammen ledsaget af vestlig tavshed og en våbenspækket accept.

Danmark og andre vestlige lande har dermed gjort sig medskyldige i et formodet folkemord – og i hvert fald intet gjort for at forhindre det. Tværtimod er de blevet medvirkende til at undergrave den regelbaserede verdensorden.

Også på de indre linjer i Israel har regeringen bestræbt sig på at underminere det demokrati, som trods alt i vid udstrækning har eksisteret for landets jødiske medborgere. Det har som bekendt bl. a. handlet om et forsøg på at kontrollere domstolene, men lige så vigtigt gennem en række love, der har til hensigt at knægte de små hjørner af civil modstand, som for eksempel kan findes i menneskerettighedsorganisationer som Breaking the Silence og B’Tselem.

Det første lovforslag, som gik igennem førstebehandlingen i Knesset, gik ud på at beskatte udenlandske donationer til NGO’er med 80 procent. Det vil reelt betyde, at ingen udenlandske instanser vil finansiere disse NGO’er, fordi de derved i stedet er med til at finansiere besættelsen. Det vil selvsagt først og fremmest gå ud over de regeringskritiske NGO’er.

Det andet lovforslag, der også er blevet foreslået af Netanyahus parti, gør det strafbart med op til 5 års fængsel at yde nogen form for hjælp til den Internationale Straffedomstol (ICC) i dennes forsøg på at bringe israelske krigsforbrydere for retten. For en organisation som Breaking the Silence ville det betyde, at de ikke ville kunne bringe vidnesbyrd fra israelere, der har gjort tjeneste i fx Gaza og efterfølgende vil lette deres hjerte til organisationen.

En tredje lov, som er blevet vedtaget, handler om at forbyde adgang til Israel og de besatte områder for enkeltpersoner eller repræsentanter for organisationer, som benægter grusomhederne den 7. oktober eller holocaust eller for nogen, der opfordrer til international forfølgelse af IDF-soldater.

Det er imidlertid ikke kun i selve Israel, at krigen har sat sit aftryk på de demokratiske rettigheder. Det samme gælder i skræmmende grad i USA, hvor der foregår en udrensnings-kampagne på mange af landets universiteter.

Men også i Europa, inklusive i Danmark, har politikere taget den israelske fortolkning af virkeligheden til sig og dømt folk, der har en anden tilgang til folkemord og krigsforbrydelser. Som en palæstinensisk jurist fra Gaza sagde: Hvis Gaza bliver gravplads for den internationale retsorden, så vil det påvirke hele verden.

I gamle dage sagde man, at mange amerikanere var PEP, Progressive Except for Palestine. Det gælder i meget mindre grad i dag, hvor palæstinensernes kamp er blevet et symbol for mange andre undertrykte grupper og folkeslag, som også har været underkastet bosætter-kolonialisme.

Der er næppe tvivl om, at palæstinensernes ufattelige lidelser langt fra er slut, men alt tyder på, at de mange racistiske planer for det palæstinensiske folk – det være sig fordrivelse til Sinai, Somaliland, Jordan eller Middelhavet – alle vil slå fejl, for palæstinensernes rødder i deres eget land er dybe og stærke.

Og måske er vi netop nu vidner til det, som historikeren Ilan Pappe kalder mørket før daggry:

”Dette historiske projekt (zionismen, red.) er kommet til en afslutning, og det er en voldelig afslutning – sådanne projekter falder som regel sammen voldeligt, og derfor er det et meget farligt øjeblik for dette projekts ofre, og ofrene er altid palæstinenserne, sammen med jøder, for jøder er også ofre for zionismen. Derfor er sammenbrudsprocessen ikke kun et håbets øjeblik, det er også daggryet, som vil bryde frem efter mørket, og det er lyset for enden af tunnelen.”