Af Anne Hjul Lybke, medlem af Kirkernes Verdensråds centralkomite
Venner, vi står på den rigtige side af historien. For vi står for retfærdighed, vi står for menneskelig værdighed og rettigheder, vi står på samme side som international lov. Vi står her i opbakning til demokrati og selvbestemmelse”. Citatet stammer fra en tale, som Declan Kearney, formand for det irske socialistiske og separatistiske parti Sinn Féin, holdt på konferencen Global Anti-Apartheid Conference on Palestine i Sydafrika i maj. Jeg var med på konferencen sammen med godt 200 mennesker fra civilsamfundsorganisationer fra hele verden, der alle arbejder for en retfærdig fred og frihed for palæstinenserne, og for at Israel skal leve op til international lov. Jeg optog dele af Kearneys tale på min telefon. Når jeg genhører klippet, kan jeg stadig blive berørt af styrken i hans ord, selvom konferencens indtryk har fået lov til at bundfælde sig; selvom jeg er vendt hjem til en dansk kontekst, hvor vi – uden at gå ud af vores gode skind af bare kognitiv dissonans – kun synes at bakke op om internationale retsinstanser, når det ikke udfordrer vores verdenssyn.
Når citatet og de mange andre store ord fra konferencen bliver ved med at gøre indtryk på mig, tror jeg, at det skyldes det uvante og forløsende i at få lov til at være uapologetisk vred over besættelsen af palæstinenserne og krigsforbrydelserne i Gaza. Jeg har så svært ved at forstå, at vi ikke er flere, der er rasende. På konferencen var vi alle vrede. Vi var vrede på Israels undertrykkelsesmønstre, og vi var vrede over, at særligt Vestens ledere lader det ske. Jeg følte, at det narrativ om Vesten som moralsk fyrtårn, som jeg er vokset op med, stod afklædt foran mig. Og jeg er sådan set ikke synderligt optaget af Vestens gode ry og rygte for rygtets egen skyld. Men beskyldninger om hykleri og dobbeltmoral bør alt andet lige kalde på selvrefleksion og -granskning.
Det var øjenåbnende at være med på en konference, hvor det for en sjælden gangs skyld ikke var mennesker med samme kulturelle baggrund som mig, der lavede dagsordenen og slog tonen an. Sproget var mere direkte, og fokus var på kendsgerninger såsom brud på international lovgivning og menneskerettigheder. Misforstå mig ikke – der er meget, som er utroligt komplicerede i Israel og Palæstina. Jeg har selv boet i Jerusalem i et halvt år. Jeg har spist og overnattet hos både palæstinensere på Vestbredden og israelere i ulovlige bosættelser. Jeg har med egne øjne set, at der er menneskeskæbner på begge sider af adskillelsesmuren. Men der er også ting, der ikke er komplicerede: muren er ulovlig, og besættelsen er ulovlig, for at starte et sted. Det burde også være ret ukompliceret at fordømme både Hamas’ skrækkelige terrorangreb d. 7. oktober og Israels bombning af en såkaldt ”sikker zone” i Rafah få dage efter, at Den Internationale Domstol (ICJ) beordrede Israel til at stoppe krigshandlinger i Rafah. (kilde: https://www.dr.dk/nyheder/udland/analyse-billeder-af-braendte-og-forkullede-mennesker-efter-rafah-angreb).
Konferencen – og ikke mindst de mennesker, der deltog – rykkede ved mit syn på den måde, vi taler om besættelsen og krigen i Gaza på. Min selvforståelse som pragmatisk og nuanceret blev til dels dekonstrueret og afsløret som en slags konfliktskyhed og magelighed. En dag talte jeg med en ung kvinde fra Gaza, bosat i USA. Og jeg fremførte det synspunkt, at det i Danmark ikke er strategisk gavnligt at bruge et ord som ”apartheid” om situationen i Israel og Palæstina, fordi samtalen i så fald strander ved brugen af det ord og ikke ved den diskriminerende lovgivning, der ligger bag. Men jeg blev udfordret af spørgsmålet: ”gavnligt for hvem? For den gode stemning? Eller for rent faktisk at forstå, hvad der foregår?” Hun fortalte mig, at hun som palæstinenser i USA kæmper med følelsen af, at hendes amerikanske landsmænds følelser betyder mere end palæstinenseres liv. Hendes familiemedlemmer bliver dræbt i Gaza, og alligevel føler hun, at hun skal vægte sine ord, så ingen i Vesten bliver ukomfortable. Der er brug for at få normaliseret et sprogbrug, der klarere udtrykker situationens alvor og ubalance end ord som ”konflikt”. Vi kan læne os op ad FN, som i 2022 beskrev undertrykkelsen af palæstinensere som ”apartheid” og ”bosætter-kolonialisme”.
(kilder: https://news.un.org/en/story/2022/03/1114702 og Israel’s illegal occupation of Palestinian territory, tantamount to ‘settler-colonialism’: UN expert | DEPARTMENT OF OPERATIONAL SUPPORT)
I internationale, økumeniske sammenhænge tales der nogle gange om ”mission fra marginerne” og om rigdommen ved at høre fra nogle af de stemmer, der ellers ikke traditionelt har været toneangivende. På Global Anti-Apartheid Conference on Palestine oplevede jeg på egen krop det perspektivforskydende og øjenåbnende ved dette. Den oplevelse kunne jeg godt unde mange flere.