Unge jøder og palæstinensere: Vi vil leve et almindeligt liv i fred

Af Kristine Kaaber Pors, fotos af Søren Warburg
Artiklen blev oprindeligt udgivet på www.sameksistens.dk

Tænk hvis unge danskere med jødisk og palæstinensisk baggrund arbejdede sammen for fred og ytringsfrihed. Og tænk hvis unge israelere og palæstinensere gjorde det. Og tænk hvis danske politikere var med til at bane vejen for en international samtale om fred!

Utopi?

Nej, en samtale gav håb. Den 9. februar var der konference på Christiansborg under overskriften: ”Børn og unges rolle i at skabe en varig fred i Israel-Palæstina”. 

Der var modige unge stemmer fra Israel, Gaza og Vestbredden, og fokus på de fineste dialoginitiativer taget af unge danske med jødisk og palæstinensisk baggrund og modige danske politikere: Christian Friis Bach fra de Radikale, Leila Stockmarr fra Enhedslisten, samt Karsten Hønge og Margrete Auken fra SF.

Trods ihærdige forsøg lykkedes det beklageligvis ikke at få deltagelse fra regeringspartierne.

Mette Vibe Utzon ledte os kyndigt igennem. Bag konferencen stod Den Folkekirkelige Tænketank, Betlehems Venner, KFUM & KFUK, MS Action Aid, Red Barnet, SOS Børnebyerne, Globale Seniorer m.fl.

Villig til at gå i fængsel i protest

Tænk, at der er israelske militærnægtere som Sofia på 18 år, der er villige til at gå i fængsel i protest mod militariseringen af det israelske samfund, hvor israelske soldater ses som helte, mens alle palæstinensere opfattes som potentielle terrorister.

”Nej,” sagde Sofia, ”vi kan ikke leve sådan. Jeg får så mange hademails, og det gør mig rigtig ked af det. Men af og til kommer der lige en enkelt positiv, og så kan jeg kæmpe videre lidt endnu”.

Sofia delte frustration med palæstinensiske tørklædeklædte 20-årige Yousra fra Action Aid i Ramallah, og 17-årige Atta fra Gaza og den danske ambassades ungepanel. Både Yousra og Atta fortæller om, hvordan krigen og den fortsatte besættelse ødelægger unge palæstinenseres livsmuligheder. Unge palæstinensere kan ikke flytte fra by til by i deres eget land uden polititilhold. De har kun begrænset adgang til uddannelse. Arbejdsløsheden er tårnhøj.

Hvor længe kan de holde til det?

35-årige May Kadweh leder Betlehems største kulturelle organisation og opbygger selvtillid og kunstneriske udfoldelsesmuligheder for unge ugen håb. Men lige nu smider israelske soldater tåregas, og illegale bosættere forgriber sig på lokale palæstinenseres ejendom i turisternes fravær. Alligevel bliver May og hendes forening ved. Selvom det ville være nemmere at emigrere til Egypten eller Tyrkiet. For de ønsker sig, at de unge skal tro på fremtiden.

”Vi palæstinensere ønsker os bare et helt almindeligt liv ligesom alle andre. Anerkend Palæstina som selvstændig stat, lad os komme videre!”

Hvor længe kan de holde til det? Sofia mener, at der vil komme et vindue for forandring efter krigen. Alle fire betoner vigtigheden af Danmarks nyligt ændrede position i forhold til at ville anerkende Palæstina som selvstændig stat.

Diplomat udfordrede danske politikere

I anden runde var norske Jan Egeland med online. Han er seniordiplomat og leder af Norsk Flyktningehjælp, og i 1990’erne var han en af dem, der stof bag Oslo-processen for fred i Israel/Palæstina. Han diskuterede med de danske politikere, hvad de kan gøre ved sagen så langt væk?

”Børn fødes jo ikke onde. Lad os få åbnet det politiske rum!”, indledte Christian Friis Bach, der netop er blevet bedstefar. Han og Leila Stockmarr ville ønske, at den danske regering ville arbejde tydeligere for en våbenhvile ud fra et perspektiv om menneskerettigheder og værdighed, og Stockmarr betonede, at Israels dobbelte standarder må kritiseres: Hvordan kan et enkelt land være hævet over folkeretten?

Karsten Hønge sagde, at han var glad for og stolt af, at Danmark fortsat ville støtte til FN’s flygtningehjælpeprogram UNRWA på trods af betydelige korruptionsproblemer. Overordnet oplevede han at det er svært at sige det rigtige i en optændt dansk offentlighed. Han får hademails fra alle sider.

Hvorfor bruger Danmark ikke sin unikke position?

Hvor var det velgørende at lytte til den handlingsorienterede norske Jan Egeland. Han forstod ikke, at Danmark ikke bruger sin unikke globale position og historie til at tale med Israel.

”Hvor vi i Norge historisk kender palæstinenserne rigtig godt, har Danmark en særlig stjerne hos israelerne på grund af bedriften med de danske jøder under Anden Verdenskrig. I kunne arbejde diplomatisk for fred, hvis ikke I var så bange for ikke at sige 110 procent det samme som USA. Hvorfor bruge så mange kræfter på at sende et enkelt skib til Hormuz-strædet? Det betyder ingenting i sammenligning med, hvad vi fra Norden sammen diplomatisk kunne gøre for freden, hvis vi slog kræfterne sammen!”

Tim Whyte, generalsekretær fra MS Action Aid, kritiserede danske dobbelte standarder med våbensalg til et land som Israel, der ikke overholder folkeretten på grund af illegale bosættelser.