De kristne menigheders overlevelse i Palæstina er mere truet end nogensinde før. Som præster med nære kontakter til palæstinensiske kristne må vi spørge os selv, hvad vi i Danmark kan gøre for at støtte vores kristne søskende i Det hellige Land.
Som kirke i Danmark er vi forpligtet til både at bede og at handle. Forbønsgudstjenester ledsaget af troværdig handling er bydende nødvendige i denne forfærdelige tid. Vi må forlange af vores politikere, at de bakker effektivt op om de FN-institutioner, som vi selv har været med til at forme. Vitalt lige nu – både humanitært og politisk – er UNRWA, som Israels parlament netop har besluttet at lukke ned for. Kampene må stoppes og international lov skal overholdes, så den civile befolkning kan se en ende på deres lidelser, og der kan skabes en fremtid med retfærdighed og fred for alle i regionen.
Sammen med andre kirkefolk skrev den tidligere katolske ærkebiskop af Jerusalem, Michel Sabbah den 7. oktober 2024 således:
“Efter et år med konstant krig forsøger vi som kristne og som borgere at finde det håb, der udspringer af vores tro. Men først må vi indrømme, at vi er udmattede, lammede af sorg og frygt. Vi stirrer ind i mørket. Hele regionen er grebet af en blodrus, der bliver ved med at eskalere og ikke skåner nogen. For øjnene af os bliver vores elskede hellige land og hele regionen lagt i ruiner.
Dagligt sørger vi over de titusinder af mænd, kvinder og børn, der er blevet dræbt eller såret, især i Gaza, men også på Vestbredden, i Israel, Libanon og andre steder i Syrien, Yemen, Irak og Iran. Vi er oprørte over de ødelæggelser, der er sket i området. I Gaza er hjem, skoler, hospitaler og hele kvarterer nu omdannet til ruindynger. Sygdom, sult og håbløshed hersker. Er det sådan vores region skal ende?
Chokerende nok ser det internationale samfund næsten passivt til. Opfordringer til våbenhvile gentages, men der er ingen handling bag ordene. Masseødelæggelsesvåben og midler til at begå forbrydelser mod menneskeheden strømmer ind i regionen.
Mens alt dette fortsætter, giver spørgsmålene genlyd: Hvornår får det en ende? Hvor længe kan vi overleve på denne måde? Hvad er fremtiden for vores børn? Skal vi emigrere?
Som kristne står vi også over for andre dilemmaer: Hvor står vi i denne konflikt, der alt for ofte præsenteres som en kamp mellem jøder og muslimer, mellem Israel på den ene side og Hamas og Hizbollah støttet af Iran, på den anden side? Er det en religionskrig? Skal vi bare se til fra sidelinjen og bede om og håbe på, at denne krig slutter engang?
Svaret er et rungende nej. Dette er ikke en religionskrig. Og vi må aktivt vælge side, nemlig retfærdighedens og fredens, frihedens og lighedens side. Vi skal stå sammen med alle - muslimer, jøder og kristne - som ønsker at sætte en stopper for død og ødelæggelse.
Men ingen af os kan gøre det alene… Kun sammen kan vi finde ressourcerne til at møde udfordringerne… Vi må støtte hinanden, hvis vi skal komme videre.
Vores tro på opstandelsen lærer os, at alle mennesker skal elskes, at de er lige, at de er skabt i Guds billede, at de er Guds børn og hinandens brødre og søstre.
Vores tro gør os til talsmænd for et land uden mure, uden diskrimination, et land med lighed og frihed for alle, for en fremtid, hvor vi lever sammen.
Vi finder først fred, når det palæstinensiske folks tragedie er bragt til ophør. Først da vil israelerne kunne nyde sikkerhed. Det internationale samfund må hjælpe os ved at anerkende, at den grundlæggende årsag til denne krig er fornægtelsen af det palæstinensiske folks ret til at leve frit og ligeværdigt i sit eget land.”
Tydeligere kan sorgen og fortvivlelsen - men også håbet - næppe komme til udtryk. Vi må lytte til dem, der kender smerten, og støtte dem med forbøn og troværdig handling.
Den fulde ordlyd af Michel Sabbahs opråb kan læses her.
Sognepræst Niels-Peter Lund Jacobsen, sognepræst Julie Keinicke Bostrup, pastor emer. Vita Andreasen, pastor emer. Leif Vestergaard, pastor emer. Knud Ove Mandrup, pastor emer. Rose Marie Tillisch, sognepræst Edith Mark, teolog Uffe Gjerding.