Vil Trump skabe fred i Mellemøsten?

Under hele sin valgkampagne opfordrede Trump til at afslutte krigene i Mellemøsten og Ukraine. Få tog ham alvorligt, når man tænker på hans resultater inden for fred og retfærdighed. Hvordan påvirker Trumps sejr egentlig krigen i Gaza og Libanon?

Udgivet den: 13. november 2024
Af: Ghassan Rubeiz
Oversættelse: Uffe Gjerding

Under hele sin valgkampagne opfordrede Trump til at afslutte krigene i Mellemøsten og Ukraine. Få tog ham alvorligt, når man tænker på hans resultater inden for fred og retfærdighed. Hvordan påvirker Trumps sejr egentlig krigen i Gaza og Libanon?

Krigen kværner videre. Israels væbnede styrker står over for formidabel modstand fra Hizbollah og Hamas. På trods af Israels fremskridt stiger antallet af dødsfald i IDF-krigen, og Israels militær kan ikke fortsætte med at kæmpe i det uendelige. Israel mangler soldater efter et års krig og åbner en ny front i Libanon. Men premierminister Netanyahu føler sig stadig ikke politisk sikker nok til at indgå i en ægte dialog med modstanderen.

Siden han vandt valget, har Trump haft tre telefonsamtaler med Netanyahu om at afslutte krigen og håndtere Iran. Trump er meget uenig med Netanyahu om, hvordan han skal håndtere Iran: Netanyahu drømmer om en USA-støttet krig mod Iran for at eliminere en stor »kilde til ustabilitet«, mens Trump hellere vil påvirke Teherans adfærd gennem øgede sanktioner.

Reaktionerne i Mellemøsten på Trumps sejr har været forsigtigt optimistiske, hovedsageligt på grund af vrede over præsident Biden, som forsvarede Israels brutalitet i Gaza. Den arabiske verdens ledere lykønsker Trump med sejren. Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas sendte et brev med lykønskninger til Trump i sidste uge. Han bad om USA's støtte til oprettelsen af en palæstinensisk stat og udtrykte håb om, at krigen i Gaza ville stoppe med det samme. Hamas udtrykte også straks vilje til at samarbejde med præsident Trump.

Opmuntret af sin store sejr vil Trump tage sig tid til at planlægge våbenhviler i Gaza og Libanon, men han vil sandsynligvis ønske, at freden indtræffer på hans egen vagt: ideelt set i slutningen af januar. Biden vil også gerne have en våbenhvile i Mellemøsten, der passer ham politisk. Derfor vil han måske skynde sig at facilitere en våbenhvile inden Trumps indsættelse.

En våbenhvile vil afhænge af Irans samarbejde, uanset hvornår den indtræffer. På slagmarken går tingene ikke, som Iran havde håbet; Irans præsident Masoud Pezeshkian har gjort det klart, at han ønsker at forbedre forholdet til Washington ved at indlede samtaler om landets atomprogram og dets interesser i Mellemøsten. Hvem lytter?

Men kan Trump skabe varig fred i Mellemøsten? Det er selvfølgelig meget nemmere at forhandle en våbenhvile på plads end at lægge grunden til varig fred. Viljen til at engagere sig i en ærlig fredsproces har været fraværende i årtier, selv om konturerne af en holdbar løsning ikke er svære at få øje på.

Hvis der skal skabes varig fred i regionen, skal der ske ændringer på alle fronter, og det begynder med USA's ensidige tilgang. Israel ser Irans præstehierarki som en ond struktur; i mellemtiden insisterer Israel på at være en udelukkende jødisk stat. Under en israelsk regering på den yderste højrefløj er det svært at se en palæstinensisk stat opstå og endnu sværere at forestille sig palæstinensere sameksistere med israelere i en hvilken som helst form for stat. Endelig er det svært at forestille sig nogen form for varig regional aftale, så længe de arabiske stater konstant søger efter legitimitet og sikkerhed.

Brutaliteten i krigen i Gaza, annekteringen af Vestbredden og den brutale invasion af Libanon gør det klart, at reel fred er langt væk. Med Trump tilbage ved magten kan udsigterne til en våbenhvile i Mellemøsten blive bedre, men kun på overfladen.

 

Del dette: