Af Uffe Gjerding.

Constantine Dabbagh (Abu Suad) har i mange år været leder af Det mellemøstlige Kirkeråds bistandsarbejde i Gaza. Han er nu en ældre agtværdig herre på godt 80 år, der byder os velkommen med snaks, kager og arak i sit hjem i Gaza.

Han er omringet af kone, svigersøn og et par halvvoksne børnebørn. De udgør en del af de 900 kristne, der er tilbage i Gaza, hvis befolkning er vokset til 2,2 millioner mennesker, der bor på et stykke land på størrelse med Langeland.

Abu Suad kan ikke få besøg af sine fire børn og mange børnebørn, der bor på Vestbredden og i udlandet. Og han er selv snart for svag til at rejse – hvis han overhovedet kan få tilladelse til det.

Der skal ikke stilles mange spørgsmål, før Abu Suad fortæller hele sin historie fra Nakba i 1948 til i dag. Hans far var politimand i Haifa, og de håbede til det sidste på, at de kunne blive boende, selv da staten Israel blev oprettet. Men angrebene mod den palæstinensiske befolkning i Haifa tog til, og familien måtte flygte til Gaza. Abu Suad var en dreng på omkring 8 år, da alt dette skete. På et tidspunkt fik de mulighed for at emigrere til Australien, men en gammel mormor ville ikke rejse, og så blev den unge Abu Suad hos hende i Gaza - og er der til den dag i dag.

I sine unge år studerede han i Alexandria. Men han fandt hurtigt ud af, at han gerne ville arbejde for FN. Han startede som chauffør, men var så dygtig, at han langsom steg i graderne og fik vigtige stillinger i FN systemet i Egypten, Congo og i Gaza.

Da stillingen som leder af Det mellemøstlige Kirkeråds arbejde i Gaza blev ledig, var det helt naturligt, at det var den næste - og sidste – stilling, han skulle bestride. I denne stilling var han bl.a. ansvarlig for to håndværkerskoler og adskillige klinikker i de fattigste kvarterer i Gaza. Ikke mindst mødre med deres børn kom til disse klinikker. Kirkerne og de kristne nød stor respekt i samfundet for det omfattende arbejde, de udførte i forhold til deres beskedne antal. For få år siden talte man 2000 kristne i Gaza, men i dag er der kun 900 tilbage, hvoraf flertallet tilhører den gamle ortodokse St. Porfyrios kirke fra det 5. århundrede. Udvandring er vanskelig, men fremtiden er udsigtsløs for Gazas unge kristne. De er en integreret og respekteret del af det lokale samfund og lever fredeligt side om side med deres muslimske medborgere. Men Israels totale kontrol og kvælertag på Gazastriben gør livet vanskeligt. Grundvandet er ikke længere drikkeligt, strøm har de 4-8 timer om dagen, arbejdsløsheden er på over 50%.

Abu Suad og hans familie er meget glade for at få besøg udefra. De beder os om at tænke på dem og bede for dem, men vi skal ikke have ondt af dem, siger Abu Suad. Men afskeden er alligevel svær for os, der har været så heldige at få en humanitær tilladelse igennem Folkekirkens Nødhjælp til at besøge Gaza for at monitorere DAK kunstprojektet og møde nogle af de lokale kristne, der er tilbage.

Af Uffe Gjerding, december 2022

Wedad, Leila og Suad Andraus står en varm novemberdag i 2022 foran det etplanshus med udsigt til Middelhavet, som deres far byggede i Jaffa i 1933. Huset er i dag omringet på tre sider af højhuse, og det kribler i fingrene på investorer, der ønsker at købe huset fra de tre søstre, der alle er i 80erne. Men de sælger ikke.

Da de var små piger i 1948 blev de sammen med deres lidt ældre bror, Salim, sendt i sikkerhed til en tante i Ramallah på Vestbredden (dengang Jordan). Deres mor var allerede død dengang. Deres far, der var bilforhandler, havde fået overdraget nøglerne til borgmesterkontoret, da borgmesteren var taget på besøg i Libanon: Et besøg han aldrig vendte tilbage fra. Fra sin sandsækkebeskyttede villa blev faren Jaffas de facto borgmester da de værste kampe fandt sted: 95% af Jaffas palæstinensiske befolkning blev jaget på flugt og byen lagt i ruiner. Han forhandlede en fredsaftale med jøderne, som de aldrig overholdt.

Jeg gik i skole i Jaffa med de fire Andraus børn i 1950erne. Efter to års adskillelse var de ved Røde Kors mellemkomst blev genforenet med deres far i Jaffa og de kunne fortsætte deres skolegang i den skotske missionsskole, hvor andetsproget i mellemtiden var blevet ændret fra arabisk til hebraisk. I skolen gik der nu mest jødiske børn, hvis baggrund og skæbne var kendt af alle. Men den historie Andraus børnene gemte på kendte vi ikke. De blev alle uddannet, Wedad og Leila blev knyttet til skolen og Suad fik en høj stilling i Den britiske Ambassade i Tel Aviv.

Der gik 50 år inden jeg besøgte dem igen og fik historien om Andraus familien – den eneste tilbageværende kristne familie i Jaffa i 1948. Et af mine første spørgsmål var, hvorfor vi ikke havde hørt deres historie i skolen. Og svaret var: ”vi måtte ikke fortælle den”! I dag, 75år efter, er det stadigvæk svært at få lov til at snakke om Nakba (arabisk for ’katastrofe’), som ramte den indfødte palæstinensiske befolkning i 1947-49, hvor 80% af befolkningen blev drevet på flugt.

Wadeed, Laila og Suad er endnu levende vidner til hvordan Nakba ramte Jaffa i 1948 og kun 5% af den palæstinensiske befolkning blev tilbage i byen. Noget man let glemmer når man besøger det genopbyggede og mondæne gamle Jaffa som turist, eller Peres fredscentret, som er bygget i strandkanten lige overfor søstrene Andraus hus. De tre søstre er forblevet ugifte, men deres storebror giftede sig med en jødisk kvinde. Deres nevø og niece er meget bevidste om deres palæstinensiske rødder og aktive i at fremme fredelig sameksistens i lokalsamfundet.

For millioner af evangelikale kristne i USA er støtten til Israel en central del af deres tro. Hvad betyder den støtte for de medkristne, som lever under israelsk besættelse? Dena Takruri taler med palæstinensiske kristne om kristen zionisme.

Gennem årtier er antallet af kristne i Palæstina svundet ind, selvom det var her det hele begyndte. Hvordan kan det være? Dena Takruri tager til Betlehem og spørger de palæstinensiske kristne, som endnu er i landet.